Niels Christian Hvidt

 

banner conf

About NCH
By NCH
Newspaper Articles:
Korsets håb

-

Korsets håb

 

 

 

21. april 2005

 

 

 

 

 

 

Habemus Papam. For fire år siden i Weekendavisen gav den nyudnævnte pave Joseph Ratzinger et af sine sjældne interviews. Vi genoptrykker her samtalen med den tidligere kardinal om profeter og om kristendommens vilje til at gøre Guds sandhed præsent.

NIELS CHRISTIAN HVIDT

ROM - KARDINAL Ratzinger beskrives som den mest indflydelsesrige teolog i den katolske kirke. Paven siger om sig selv, at han ikke er teolog men filosof, andre kalder ham mystiker. Ratzinger derimod er og bliver teolog. Efter mange års teologisk virksomhed blev han i 1977, efter sigende mod sin vilje, hentet fra sin stilling som professor i dogmatisk teologi ved det teologiske fakultet i Regensburg for først at blive biskop af München og derefter i 1981 at flytte til Rom for her at varetage en af den katolske kirkes mest sagnomspundne poster - posten som præfekt for Troslærekongregationen. Troslærekongregationen er det organ i den katolske kirke, der altid har haft til opgave at kontrollere, hvad der bliver lært og skrevet helt ud i den katolske verdens afkroge. Historisk var forgængerne på Ratzingers post inkvisitionens ledere, og rent sagligt er det ikke helt hen i vejret, når nogen har kaldt ham Storinkvisitor, for så vidt »inkvisition« ifølge nudansk ordbog betyder »undersøgelse« eller »efterforskning«.

Også i dag har den af Ratzinger ledede stab af katolske eliteteologer set sig nødsaget til at forkaste kontroversielt teologisk materiale, som for eksempel den sydamerikanske befrielsesteolog Leonardo Boffs’ bøger.

ALT dette glider i baggrunden, når man står over for Kardinal Ratzinger i hans modtageværelse i Palazzo del Sant’Uffizio i Vatikanet. Man føler sig måske noget intimideret af modtageværelset, en balsal på godt 50 meter, hvis eneste indretning er nogle store gamle spejle, en kommode samt et antikt siddearrangement, der forekommer miniatureagtigt i det store rum.

Men Ratzinger selv er en tillidvækkende mand med en mild, men yderst intelligent udstråling. Hans tyske talestrøm er så kontrolleret, sætningerne så lange og velformulerede, at man skulle tro, han havde forberedt hvert ord på forhånd og gemt det på et skjult hukommelsesmedie; det fra båndoptageren nedskrevne interview kan stort set trykkes ord for ord.

Vi har bedt om et interview om profeter, kristne profeter, et kontroversielt og højaktuelt emne, som kun har fået ringe teologisk dækning. Når han har givet sit tilsagn, er det ifølge sekretæren, fordi emnet interesserer ham personligt. Allerede i 1993 skrev Ratzinger som svar på befrielsesteologernes krav om at blive anerkendt som profeter:

»En grundlæggende diskussion om, hvad den profetiske kategori betyder, og hvad den ikke betyder, er højst ønskværdig.«

Når vi har ønsket at tale med Kardinal Ratzinger om dette emne, er det, bortset fra hans teologiske berømmelse, imidlertid også, fordi netop han besidder den post, der historisk set har stået for at affærdige mange af kristenhedens profetskikkelser ved hjælp af gode gammeldags »buller«. Disse blev anvendt mod Luther og mod den nulevende græsk-ortodokse profetskikkelse, Vassula Rydén, som Weekendavisen bragte et interview med i januar (2000, red.), og det skulle jo nok kunne sætte liv i en samtale.

- Kardinal Ratzinger, hvordan definerer De en profet?

»En profet er ikke en sandsiger. Profetens væsentligste kendetegn er ikke, at han forudsiger fremtidige hændelser; en profet er en, der ud fra sin berøring med Gud, siger sandheden, sandhedens ord for vore dage, dog på en måde, så de også kaster lys over fremtiden. Profetens ord handler ikke om forudsigelsen af spidsfindigheder og detaljer, men om at gøre Guds sandhed præsent i denne time og samtidig angive den rette vej.

I Israel har profeten altid haft en særlig funktion, for så vidt som troen i høj grad er knyttet til håbet om den kommende Messias. Profeten hjælper på den måde til at virkeliggøre troen som håb og til at holde håbet levende. Det er også vigtigt at understrege, at en profet ikke er det samme som en apokalyptiker, selvom han kan beskæftige sig med apokalyptik. Profeten beskriver ikke primært verdenshistoriens sidste hændelser, men hjælper til at forstå og leve troen som håb.«

- Hvordan skal man efter Deres opfattelse forstå profetien i Det Ny Testamente? Har ikke den sidste apostels død sat en endegyldig stopper for en hvilken som helst yderligere profetisk manifestation?

»Det er sandt, at visse teologer har fremsat den tese, at profettraditionen skulle være afsluttet med åbenbaringens toppunkt i Kristus. Denne tese anser jeg for at indeholde en dobbelt misforståelse. For det første indebærer den den tanke, at profeten, hvis væsentligste funktion jo er at fremme håbet, ikke skulle have nogen yderligere funktion, fordi Kristus nu er kommet, og håbet således skulle være erstattet af hans nærvær. Det er en fejlslutning, for Kristus kom først i kødet for derefter gennem opstandelsen at komme ’i Helligånden’. Dette Kristi nye nærvær i historien, i sakramenterne, i ordet, i Kirkens liv, i de enkelte menneskers hjerter er samtidig udtryk for Kristi yderste genkomst, ved hvilken han vil opfylde »alt i alle« (Efeserbrevet 1,23; 4,10). Derved bevæger kristendommen sig altså altid hen imod den kommende Herre, ligesom det var tilfældet i Gamle Testamente. I kristendommen sker det ganske vist på en ny måde, eftersom Kristus allerede er kommet, men alligevel er kristendommen til stadighed dybt præget af en håbets struktur.«

»NADVEREN er således altid blevet forstået som en bevægelse hen imod den kommende Herre, og det er Nadveren, der legemliggør hele kirken. Den opfattelse, at kristendommen skulle være udtryk for Guds fulde nærvær og således ikke længere indeholde en håbets struktur, er den første misforståelse, som det er nødvendigt at undgå. Det Nye Testamente har en ændret håbsstruktur, men dog alligevel stadig en radikal håbsstruktur, og Gudsfolket er således kaldede til at være håbets tjenere.

Den anden misforståelse er en intellektuelt indsnævret opfattelse af begrebet åbenbaring, i hvilken man anser åbenbaring for at være en samling meddelte sætninger, som nu skulle foreligge i afsluttet form, og som der ikke kan føjes noget til. Det er forkert, for åbenbaring betyder at blive ført ansigt til ansigt med Gud, ligesom Moses på Bjerget. Åbenbaring handler primært om, at Gud giver os sig selv, skaber en historie med os og fører os sammen og forener os. Således er åbenbaring primært et møde, som naturligvis også har en meddelelsesdimension og indeholder en kognitiv struktur; den har altså implikationer for erkendelsen af åbenbaringens sandhed.

Når det bliver sammenfattet på den rigtige måde, betyder det, at åbenbaringen har nået sit mål i Kristus, for - som både Johannes af Korset og Luther siger - når Gud har sagt sig selv, kan han ikke sige mere; man kan ikke sige noget ud over selve Guds Ord. Han er helt nærværende, og noget større end sig selv kan Gud ikke give eller sige.

Men netop denne fuldstændighed af Guds gave af sig selv betyder samtidig, at vi altid må trænge dybere ind i dette mysterium. Det skaber igen forbindelse til den ovennævnte håbsstruktur. Det, at Kristus er kommet, åbner op for et stadig dybere bekendtskab med Gud og dermed en voksende erkendelse af, hvad Gud har givet os i Ordet. Og det er præcis her, at Johannesevangeliets ’Indføringen i den fulde sandhed’ har sin plads, hvor Jesus taler om Helligåndens komme (Joh. 16,13). Denne del af Johannesevangeliet er meget vigtig for vort tema, for så vidt som Kristus erklærer, at hans komme i kødet kun var et første skridt. Det egentlige komme realiserer sig, idet Kristus ikke mere er bundet til et særligt sted, men som den Opstandne kommer til alle i Ånden, hvorved indføringen i Sandheden når sin stadig større dybde.

Og det er i denne forståelse, ifølge hvilken kirkens tid er den i Ånden kommende Kristus’ tid, at det er mig ganske klart, at det profetiske element som håbs- og nærværselement naturligvis aldrig må mangle.«

- Men hvordan skal dette element se ud i sin historisk-konkrete form? Hvordan realiserer det profetiske element sig i konkrete historiske profe-ter?

»I Gamle Testamente ligesom i Det Nye synes profetien at have været ordnet i institutionelle rammer. Senere udsluktes profetembedet som embede, hvilket sikkert ikke er noget tilfælde, for allerede i Det Gamle Testamente bliver det klart, at profetien ikke kan institutionaliseres. Det er særlig tydeligt i Amos’ Bog, hvor profeten Amos taler imod statsprofeterne. Profeterne selv taler ofte imod profeterne som institution, fordi det profetiske langt stærkere er det frirum, i hvilket Gud varetager sin ret til altid at gribe ind på ny og tage ledelsen.

Således kan profetien i grunden slet ikke eksistere i form af et geninstitutionaliserbart embede. Gud griber ved hjælp af nådegaverne atter og atter direkte ind i kirkens liv for at vække, advare, helliggøre og lede den frem gennem tiden. Jeg tror, at denne karismatisk-profetiske historie gennemsyrer hele kirkens historie. Den er særlig nærværende på kritiske vendepunkter i historien. Som eksempel kan vi angive de store kvindelige profetskikkelser, såsom den hellige Birgitta af Vadstena fra Sverige og Italiens skytshelgen, Catarina af Siena. Jeg mener, det er vigtigt altid at huske, hvordan Gud sendte disse kvinder i 1300-tallets krisetid, i hvilken kirken var ved at blive revet fra hinanden, for gennem dem at pege på den i kirken levende og lidende Kristus og hans fordring om kirkens enhed.«

- Når man ser på kirkehistorien, synes det, som om størstedelen af de profetiske mystikere var at finde blandt det kvindelige køn. Kunne dette ikke være af betydning for diskussionen om kvindelige præster i den katolske kirke?

»Blandt de første århundreders kirkefædre finder man en tradition, der ikke kalder Maria præstinde, men profetinde. Titlen profetinde er hos kirkefædrene i udpræget grad anvendt om Maria. Man bruger netop hende som eksempel på, hvad profeti betyder, nemlig denne indre lytteevne, iagttagelsesevne og sensibilitet, som erkender Guds Ånds tiltale, som inderliggør den og lader den bære frugt for at give denne Guds ords frugt til verden. På den måde giver det - uden at udelukke andre tilgange - mening at kalde den marianske linje kirkens profetiske linje.

Maria bliver altid fremsat som urmodel for de kristne profeter, og fra hende vokser den profetiske tradition ind i kirken. De profetiske kvinders linje er af stor betydning for kirkehistorien. Vi kan atter tage Catarina af Siena og Birgitta af Vadstena som modelbilleder for at lette forståelsen af profetiens væsen. Begge talte til en kirke, i hvilken apostelembedet og sakramenterne ganske vist stadig var til stede, og som derfor havde bevaret kirkens væsentligste kendetegn, men som alligevel truede med at falde sammen i indre stridigheder.

Denne kirke vækkede disse kvinder for at fremme enheden og atter bringe ydmygheden og Evangeliets courage tilbage i centrum. Jeg tror, at det hos alle store teologiske skikkelser kan påvises, at teologiske nybrud kun er mulige efter et profetisk gennembrud. Så længe man kun arbejder rationelt videre, sker der ikke noget væsentligt nyt. Det er muligt, man vil kunne skabe stadig mere nøjagtige systemer og formulere stadig mere subtile spørgsmål, men de egentlige gennembrud, der igen frembringer virkelig stor teologi, kommer ikke alene fra teologiens rationelle forretning, men fra en karismatisk, profetisk impuls. På denne måde er jeg overbevist om, at profeti og teologi er dybt forbundne.

Teologi som videnskabelig teologi i den snævreste betydning er ikke profetisk, men teologien bliver først virkelig levende teologi, når den fremmes og oplyses af en profetisk impuls.«

- Man ser ofte en tendens til at skabe en absolut skillelinje mellem Gamle Testamente og Det Nye Testamente. Ser man på profeternes konkrete virke, synes denne opdeling kunstig. De siger og opfører sig på næsten samme måde før og efter Kristus, bortset fra at de fleste efter Kristus er kvinder.

»Ja, det er utrolig vigtigt at klargøre, hvordan kristendommen opfylder de gammeltestamentlige forjættelser, og hvordan den ikke gør det. Her skal man være på vagt mod tre fejltolkninger. Den første fejltolkning er, at man udlægger Gamle Testamentes løfter sådan, at de kun har med denne verden at gøre og vil blive opfyldt ved stadig bedre strukturer og ved en perfekt kraft. I så fald kan kristendommen ikke være andet end mislykket. Ud fra dette perspektiv søgte man at erstatte kristendommen ved hjælp af fremskridtstroen og håbsideologierne, de forskellige variationer af marxismen.

Den anden fare er, at man ser forjættelserne som noget rent hinsides, noget rent åndeligt og dermed også noget rent individualistisk; denne fare medfører, at man ikke tager mennesket i sin historiske tilværelse alvorligt.

Den tredje fare, som bliver særlig tydelig i krise- og brydningstider, er apokalyptiske sværmerier. Disse tre farer gør det endnu mere nødvendigt at skildre den i den kristne tro hvilende sande sammenhæng mellem løfte og opfyldelse på en forståelig og levedygtig måde. Jeg mener, at den nærværende troskrise hænger nøje sammen med, at man ikke har beskæftiget sig nok med dette spørgsmål.«

- Det synes at være et af kirkehistoriens triste fakta, at institutionen og profeterne ikke har kunnet eksistere side om side uden at såre hinanden... Hvordan vil De bedømme dette dilemma?

»Det har altid været sådan, at et profetisk anstød ikke har kunnet finde sted uden gensidig smerte. Profeten er på en ganske særlig måde kaldet til at lide: Beredvilligheden til at lide og til at bære korset sammen med Kristus er hans egentlige prøvesten. Han prøver ikke at gennemtvinge sin egen vilje. Hans budskab bliver verificeret og frugtbart gennem korset.«

- Det er næsten til at blive frustreret over, hvordan de fleste profetiskikkelser er blevet forkastet af kirken!

»Ja, Birgitta af Vadstena er lige ved at blive fordømt på koncilet i Basel, Ignazius af Loyola må i fængsel, og det samme sker med Johannes af Korset. I øvrigt er det en gammel arv i Troslærekongregationen, at vi, hvor mystiske erfaringer er på programmet, i første omgang er meget tilbageholdende, hvilket er ganske berettiget: der findes virkelig megen falsk mystik, megen patologi. I den henseende er det utrolig vigtigt at indtage en kritisk holdning, for ikke at henfalde til sensationalisme, eventyrligheder og overtro. Den sande mystiker viser sin ægthed gennem lidelse, lydighed og udholdenhed. Omvendt må kirken altid være på vagt, så man ikke senere skal sige til den: I har dræbt profeterne!«

Theol. Dr. Niels Christian Hvidt er den første katolik, der er uddannet i teologi på Københavns Universitet siden reformationen. Han underviste på Gregoriana Universitet i Rom fra 2000 til 2004 og er i dag bosat i USA, hvor han laver et post-doc forskningsprojekt om forholdet mellem tro og helbred. Han har skrevet bogen »Mirakler - Møder mellem Himmel og Jord« (Gyldendal 2002)

 

 

 

 

Back to list

Se siden på dansk

© Niels Christian Hvidt 2017. All rights reserved.

 

Louis Vuitton Outlet Louis Vuitton Outlet Louis Vuitton Outlet Cheap Jordans Louis Vuitton Outlet Cheap Jordans Cheap Jordans Louis Vuitton Outlet Louis Vuitton Outlet christian louboutin outlet Canada Goose Outlet Moncler Outlet Moncler Outlet Cheap Jordans Cheap Jordans Canada Goose Outlet Cheap Uggs Uggs Outlet Canada Goose Outlet discount louis vuitton Cheap Jerseys Louis Vuitton Outlet> Louboutin Pas Cher louboutin soldes louboutin homme Moncler Piumini Outlet Moncler Pas Cher Moncler Piumini Outlet Swarovski Crystal Outlet Moncler Doudoune Homme