|
Af David Rehling
Debatmøde om mirakler kom til at handle om forbøn – og om forskellen mellem at være katolik og protestant
I folkedybet
»Mirakler har altid fået folk op af stolene. Jeg har fået lov til at tale først, fordi det er mig, der ligesom har placeret bomben.«
Sådan indleder dr. theol. fra det katolske Gregoriana-universitet i Rom, Niels Chr. Hvidt, i det propfyldte cafélokale, hvor Københavns DebatForum har kaldt til møde. Bomben, Hvidt hentyder til, er den bog, han tidligere i år fik udgivet på Gyldendal: Mirakler – Møder mellem himmel og jord.
Om sin tilgang til emnet siger Hvidt: »Mirakler har altid spillet en enorm rolle. Jeg prøver ikke at bevise dem sådan hard core. Jeg viser dem fænomenologisk.«
Hvidt er i mørkt jakkesæt med åbentstående hvid skjorte. Han taler et smukt, tydeligt dansk; sit ledsagende lysbilledshow kører han professionelt. Hvidt har stråleglans som mediestjerne og indfletter henvisning til sin optræden i samme dags Morgen-tv og til sin hjemmeside: www.hvidt.com
Hvidt viser dias med en definition på et mirakel:
*Uforklarlig hændelse.
*Hændelsen vækker opsigt, undren, debat.
*Hændelsen tolkes som Guds virke.
*Hændelsen indeholder et budskab, hvorved den bliver et tegn for troen.
Lysstråle og sårmærker
Hvidt taler om den lysstråle, der ved påskefesten spontant udspringer fra det inderste kapel i Jerusalems Gravkirke, og som antænder kerter i kirken. Han fortæller om de »stigmatiserede,« som får Jesu sårmærker på deres krop – mærker, der trods piblen af blod forsvinder lige så hurtigt, som de kom.
Han redegør for den katolske kirkes ‘Helgenkåringskommission‘, der kontrollerer, at mirakler ikke er fup, og at de er opstået, fordi en helgenkandidat er gået i forbøn for den, miraklet har reddet.
»Troen er det afgørende. Kun den kan forklare miraklets oprindelse,« siger Hvidt.
Modsynspunktet forfægtes af sognepræst Kathrine Lilleør. Hun forklarer selv: »Jeg har fået den upoetiske opgave at repræsentere den gumpetunge folkekirke.« Og så tager hun fat: »Der er grund til at lykønske mirakelmodtagere på det hjerteligste. Men hvad med dem, miraklerne ikke hjælper? Er de forladt af Gud? De udstødte, der ikke modtager mirakler, og som ikke har nogen til at gå i forbøn for sig, det er jo netop dem, Jesus henvender sig til.«
Lilleør får hurtigt talt sig varm.
Hun gestikulerer, spænder sin stemme over ironi til indfølelse og medleven. Hendes slanke skikkelse er iført stram bluse og nederdel, begge i beige, ligesom hendes stiletsko. Det lyse hår er sat op. Tilsammen udgør hun og Hvidt en attraktiv duo. Også hun gør referencer til morgen-tv, hvor de optrådte sammen.
Hvidts tilhængere i lokalet synes at ane, at Lilleør er ved at løbe med forestillingen. Fyndigt fastslår hun: »Guds kærlighed er aldrig afhængig af vores bøn.«
»Det er løgn,« råber en kvinde fra salen.
Lilleør lader sig ikke hyle ud: »Har vi da ikke mirakler i den lutheranske kirke? Jo, hver dag har nok i sin plage – og i sin livfulde underhed.«
Brok og nedpillen
En anden kvinde spørger: »Vil du bare brokke dig og pille ned, Kathrine Lilleør? Hvorfor deltager du ikke i glædesråbet? Tak for bogen, Hvidt!« Lilleør svarer: »Livet er ét langt mirakel. Det, der skiller den katolske og den protestantiske kirke, er ikke trossætningerne. Nej, det er embedssynet. Er paven, præsten, nonnen, munken tættere på Gud? Vi protestanter mener nej.«
Hvidt replicerer: »Vi mennesker kan gøre verden bedre ved vores bøn. Gud ønsker vores samarbejde. Modsat Luther, der mener, at mennesket ingen forskel kan gøre.« Lilleør: »Gud bruger os, hvad enten vi vil bruges eller ej.« Hvidt: »Gud honorerer menneskers næstekærlighed ved at lade nogle konkrete mirakler ske.«
Lilleør: »Skal vi allesammen sende en e-mail til Gud om at redde et barn, mens et andet – upåagtet – dør?« Hvidt: »Forbønnen er et stykke kærlighedens arbejde, som vi troende kan gøre. Jeg ser så mange smukke kvinder bliver nonner. Man kan sige: Hvilket spild! Deres handling ville være narcissistisk, hvis ikke bønnen rummede en stor kærlighed til verden. En nonne i Hillerød sagde for nyligt til mig: ‘Jeg tror, vi er hjertet, som pumper blodet rundt i Kristi legeme.‘« Lilleør: »Vi behøver ikke nogen, der går rundt og beder for os.«
En kvinde spørger fra salen: »Hvorfor redder Gud ikke verden?« Lilleør svarer: »Der er en skæbne, og den må vi underlægge os. Det ligger i kortene. Selv om det ikke er det rigtige udtryk her.«
Hvidt: »Gud kalder os til at gøre det bedre. En stor og værdig kaldelse
|
