Niels Christian Hvidt

 

banner conf

About NCH
By NCH
Newspaper Articles:
Mellem himmel og jord

by Remar, Dorte, interview w. Johannes Riis

Mellem himmel og jord

BOGMARKEDET: Forlaget Gyldendal modtager hvert år mellem 1200 og 1500 uopfordret indsendte manuskripter fra skriveglade danskere. Kun få promiller af dem har adgang til det sprog, der gør deres beretning egnet til udgivelse

Af Dorte Remar

»Mirakler. Møder mellem Himmel og Jord?« er titlen på en bog, der udkommer på Gyldendal i december. I bogen redegør Niels Christian Hvidt, cand. theol. og katolik, for en række fænomener, der ikke kan forklares inden for de kendte naturloves rammer. Hvidt fortæller blandt andet om fænomener som blødende kristusskulpturer, grædende madonnaer, pludselige og uforklarlige helbredelser og åbenbaringer.
- Der er en åndelige søgen i tiden, og der søges de mærkværdigste steder hen og til de besynderligste fænomener som numerologi, pendulering, krystalhealing, auralæsning og aromaterapi, konstaterer Johannes Riis, der er skønlitterær direktør på forlaget Gyldendal.

Han nævner Niels Kristian Hvidts bog om mirakler som eksempel på åndelig litteratur med en sober tilgang til overnaturlige fænomener.

- En af forfatterens pointer er, at den protestantiske kirke bør se nærmere på den åndelige søgen og finde ud af, om der ikke kan blive plads til noget af den inden for kirkens rammer. For ellers er der fare for, at folk søger over i new age og alle mulige former for charlataneri. Hvidt tager meget praktisk på tingene, beskriver fænomenerne nøgternt og ligefremt og taler med gejstelige folk om dem. Det er spændende og tankevækkende læsning, også for en folkekirkekristen, fordi han har et så ædrueligt forhold til problematikken.

Hvad er dit bud på årsagen til den store interesse for det åndelige?

- Jeg tror, at det blandt andet er en reaktion mod den afvisning af det åndelige og det irrationelle, der har været toneangivende i lang tid. Idealet har været at forholde sig rationelt til alting, og man har ment, at alt kan ordnes ved fornuftens hjælp. Men der er jo ting, der rækker ud over det, vi kan tage og føle på. Det er en erfaring, de fleste mennesker har gjort.

- Det kristne fællesskab virker ikke særlig tiltrækkende for nutidsdanskere. De har et meget praktisk betonet forhold til kirken. Den er det sted, hvor man bliver gift, får døbt sine børn og begravet sine døde. Det står sløjt til med kirkegangen, og det er kun de allerfærreste, der har lyst til at gå ind i et kirkeligt fælleskab. For nogles vedkommende skyldes det utvivlsomt, at de synes, folkekirken er for rationel og nøgtern, for gråmeleret og hverdagsagtig.

- Der er tilsyneladende hos mange mennesker et behov for noget mere spektakulært i kirkelige sammenhænge. Og kirken må finde ud af, om den vil lægge hus til den slags, med fare for, at den lægger sig ud med dem, der kommer i den, eller om den fortsat vil forholde sig skeptisk og afvisende, som der jo er tradition for, siger Johannes Riis.

Gyldendal har ingen fastlagt strategi for udgivelser af åndelig litteratur. Der tages stilling fra bog til bog. Inden for genren har forlaget i denne sæson foruden den omtalte »Mirakler« også Søren Mosegaards roman »Uhyret fra Betlehem«, der omsætter elementer af kristendommen til en horrorkomedie, samt Nico Ter Lindens »Det fortælles ... Fortællinger fra Markus og Matthæus« med gendigtning af historierne fra evangelierne.

Ensomhed og berømmelse

Gyldendal modtager mellem 1200 og 1500 uopfordret indsendte manuskripter om året fra skriveglade danskere. Men kun få promiller af dem får opfyldt drømmen om at debutere som forfatter, da det er sjældent, at der blandt manuskripterne er ét, der skønnes egnet til udgivelse. Til gengæld kan de ifølge Johannes Riis siges at afspejle befolkningens sindstilstand.

Hvordan har vi det?

- Tilsyneladende ikke alt for godt. Ikke så få af manuskripterne handler om en eller anden form for traumatisering. Skribenterne kæmper med at få forfærdelige ting i deres liv på plads. Det kan være overgreb af forskellig art, sygdomsperioder, depressioner, ulykkelig kærlighed, forløb omkring dødsfald, tab af et barn. Der er ingen tvivl om, at det kan være værdifuldt for et menneske at skrive sine erfaringer ned. Det kan hjælpe ham eller hende til at danne sig et overblik over sin situation og derved få det bedre. Men alt for ofte har skribenterne ikke adgang til det sprog, der gør deres beretning egnet til offentliggørelse.

- Det, at nogen sender deres historie til en ukendt modtager på et ukendt forlag, afspejler vel en vis ensomhed og isolation. Det kan jo godt undre én, at skribenten ikke henvender sig til en slægtning eller en god ven i stedet for. Men hvis man nu ikke føler, at man har lyst til det, eller måske ikke har nogen, man er fortrolig nok med, ja, så er det blevet lettere at gå andre steder hen. Grænserne mellem offentligt og privat er blevet flyttet afgørende i løbet af de seneste år. Man kunne også sige, at blufærdighedsgrænserne er blevet flyttet, blandt andet af den måde, tv´s talk- og realityshows kan få mennesker til at servere sig selv på. Der stikkes bestemt ikke noget under stolen, og da slet ikke når det gælder de mest intime detaljer om sam- og sjæleliv.

- Det gælder vel for alle mennesker, at vi gerne vil se et mønster i tilværelsen og i den verden, der omgiver os. Det siger forfatteren Tage Skou-Hansen noget klogt om i sin bog »På sidelinjen« fra 1996, hvor han taler om de i disse år så moderne selvbiografier, som han mener er akkurat lige så fulde af løgn som romaner. Erindringsforfatterne får skik på det hele, får alt til at passe sammen, og det, der ikke passer ind, det udelader de frejdigt. De trækker forbindelser mellem begivenheder, der ikke havde ret meget med hinanden at gøre, og får på den måde orden i regnskabet. At det ikke rigtig stemmer, gør ikke så meget, bare man kan se et mønster.

Hvor vil du placere en bog som Kristian Ditlev Jensens »Det bliver sagt« om en pædofil vaneforbryders overgreb på en dreng og følgerne af dette forhold?

- »Det bliver sagt« fortæller en konkret og virkelig historie, men er komponeret som en roman. Der er ingen tvivl om, at den henter en del af sin styrke fra, at læseren ved, at historien ligger tæt op ad virkelige hændelser. Men den virker især så stærkt, fordi den er skrevet i et suverænt sprog og med fortællegreb, der hæver den højt op over det private og terapeutiske. Kristian Ditlev Jensen har adgang til det sproglige udtryk, der kan gøre hans historie almen og få den til at henvende sig til mange mennesker.

En ekstra dimension

I stakken af manuskripter, indsendt af håbefulde forfatterspirer, er også historier om rejser og kærlighed.

- Det er jo ikke den rene bedrøvelighed det hele. Men man kan også her se, at folk har sat sig ned for at fastholde en oplevelse og dele den med andre. Men igen - det er også her udtrykkets intensitet, der afgør, om manuskriptet er udgivelsesegnet eller ej. Man kan have oplevet alverdens ting, men har man ikke et sprog, der kan få teksten til at leve, er der ingen, der gider høre efter, og så kan det hele være lige meget. Men har man sproget, kan man gøre et næsten hvilket som helst stof interessant, siger Johannes Riis og fortsætter:

- Man kan ikke sige, hvad det er, der får en tekst til at virke og fastholde sin læser. Det er noget udefinerligt, som aldrig er ens, og som aldrig kan sættes på formel. Man kan mærke, når det er til stede, og man bliver glad, hver gang man oplever det.

Men også her kan man sagtens tage fejl. Der kan skrives og er skrevet tykke bøger om fejlskøn og forkerte afgørelser, forlæggere har truffet i tidens løb, og det sker med garanti også i disse år. Til syvende og sidst er det kun tiden, der kan afgøre, hvilke bøger der rækker ud over nuet, for ikke at tale om, hvilke der er skrevet for evigheden. Mindre kan nu også gøre det. En bog kan sagtens have eksistensberettigelse ved at spille en rolle i en kortere periode.

Men der udkommer jo mange bøger på det danske marked, der helt tydeligt er skrevet som en slags selvterapi, også kaldet selvhjælpslitteratur?

- Og de udkommer, fordi der er behov for dem og dermed et marked for dem. Ligesom der er et behov for selv at blive set, er der et behov for at se andre og dermed føle sig knap så alene med sine problemer. Men det ville unægtelig være fejlplaceret at forlange af en selvhjælpsbog, at den skal have en kunstnerisk dimension. Den skal være konkret, praktisk og have noget rettesnor, som man kan bruge.

Mangfoldighedog kvalitet

Hvordan har bogen det ?

- Jeg synes, at der udkommer utrolig mange gode bøger for tiden. Der er grøde så mange forskellige steder, og det, der udkommer, er lige så forskelligt - lige fra skønlitteratur og erindringer til Bo Lidegaards biografi om Krag og Jørgen Jensens storværk om Danmarks oldtid. Og at kvaliteten er høj, afspejles i høj grad af interessen fra udlandet, især fra de tyske forlag, som køber rigtig mange danske bøger i disse år.

- Der er masser af brydninger inden for skønlitteraturen, selv om det kan være svært at se, hvor det peger hen. Jeg synes, at jeg kan se en ny interesse for fortællingen, og den kommer mange steder fra - fra en Søren Mosegaard, der er kunstmaler og fra en IT-mand, hvis første roman vi udgiver næste forår. Fælles er en lyst til at fortælle en historie og få folk til at høre efter. Men der kommer også hele tiden ny lyrik til, nye eksperimenter, noveller og romaner. Der foregår en masse i den litterære skov, både i underskoven og oppe i fuld højde. Og det er hovedsagen.

Så bogen er ikke død?

- Nej, glem det! Det har man sagt de sidste hundrede år. Den lever i bedste velgående.

remarkristeligt-dagblad.dk


Har du kommentarer til denne artikel? Så skriv din mening i læserdebatten her. Husk at fortælle hvilken artikel, du kommenterer. Du kan også læse andre læseres kommentarer ved at klikke her.

Lagt på nettet den 16. november 2001 kl. 00:00

Back to list

Se siden på dansk

© Niels Christian Hvidt 2018. All rights reserved.