Niels Christian Hvidt

 

banner conf

About NCH
By NCH
Newspaper Articles:
Miraklernes tid

by Lindberg, Kristian

Den danske teolog Niels Christian Hvidt har gennem de sidste ti år indsamlet materiale om mirakler fra hele verden. Tirsdag udkommer bogen om hans ´ erfaringer med guddommelig ind-griben.

Sidste gang, Niels Christian Hvidt var i kontakt med et mirakel, var i slutningen af sidste sommer i den italienske by Perugia. 11. september mødte han Gemma di Giorgi, en af Italiens mest kendte mirakelhelbredte. Mens verden blev rystet af katastrofen på Manhattan, blev Hvidt i det stille rystet af et af sine talrige møder med et guddommeligt under.

Gemma di Giorgi er født blind. Hendes øjne rummer ikke pupiller, så teknisk set burde hun befinde sig i et uforanderligt, livslangt mørke. Ikke desto mindre har hun kunnet se, siden hun i 1947 mødte Padre Pio, kappucinermunken, der blev kendt i hele den katolske verden for sine voldsomme stigmata-sår, og elsket for sit forbilledlige levned i Kristi ånd.

Gemma di Giorgi er et kontinuerligt guddommeligt mirakel, mener Niels Christian Hvidt.

»Hun er et enkelt, jordnært menneske, opfyldt af en indre glød og med en forståelse for den opgave, hendes helbredelse har pålagt hende: at overbringe budskabet om Guds underfulde indgriben og nærvær,« fortæller Hvidt.

På flere punkter lyder det næsten som en beskrivelse af ham selv. I ti år har Niels Christian Hvidt indsamlet materiale om mirakler, i ordets bogstaveligeste naturlovsbrydende forstand.

Han har set Madonna-figurer fælde tårer af blod, og ortodokse ikoner græde myrra. Han har seks gange besøgt i Gravkirken i Jerusalem, hvor de græsk-ortodokse troende påskelørdag fejrer lysunderet, et årligt tilbagevendende mirakel, der stort set er ukendt i Vesten.

Han har set, hvordan Markopoulo-kirken på den græske ø Kefalonia på festdagen for Jomfru Marias optagelse i himlen fyldes med små, ugiftige slanger til pilgrimmenes undren og begejstring.

Han har igen og igen hørt folk fortælle om spontane, uforklarlige helbredelser, om kæmpemæssige cyster, der forsvandt som isklumper under sollys, om døve, der kom til at høre, og lamme, der rejste sig og gik.

På trods af sine mange år i miraklernes verden er Hvidt ikke en, der lever med hovedet i skyerne. Han vil ikke sensationen, men snarere vise, hvordan miraklerne er en fortælling om deres guddommelige ophav. Han vil ikke omvende, men gerne berette. Han er som Gemma di Giorgi, et enkelt menneske med en indre glød. Og et budskab.

Stor interesse

Den danske teolog er i dag bosiddende i Rom, hvor han underviser på det katolske Gregoriana-universitet. I forrige uge var han i Danmark for at lancere sin ny bog, »Mirakler – Møder mellem himmel og jord«, som i dag udkommer på Gyldendal.

Forhåndsinteressen for teologens bog har været overvældende. På de få dage, Niels Christian Hvidt er i sit hjemland, nærmest hopper han fra det ene interview til det andet. Alligevel indvilliger han i at møde op i den russisk-ortodokse Aleksander Nevskij-kirke i Bredgade i København for at blive fotograferet til denne artikel.

Den smukke løgkuplede kirke var i 1995 rammen om et af de sjældne mirakler, der har fundet sted i nyere tid på dansk jord. Hvidt gør korsets tegn, da vi træder ind i det mørke, rigt dekorerede kirkerum.

Her græd en Madonna-ikon blodige tårer gennem otte måneder, og mærkerne i ikonets træ kan stadig anes. Interessen for den mirakuløse verden har bredt sig fra de troendes snævre rækker over den brede befolkning og senest ind i den skeptiske, videnskabelige verden (en af Hvidts forelæsninger under opholdet i Danmark var til en lægekongres der blev afholdt af medicinalkoncernen, AstraZeneca, ligesom han i foråret skal holde foredrag på Lundbecks årskongres). Læger, som har undersøgt spontane helbredelser, har bevidnet, at der sker uforklarlige helbredelser, uden at de dermed anerkender en guddommelig indgriben.

»Jeg er overbevist om, at Vesten er ved at forlade den strengt positivistiske periode, hvor kun det, som kan verificeres, har gyldighed som sandhed. Flere og flere, også inden for videnskabens verden, anerkender, at der gives fænomener, vi ikke i dag kan forklare med de kendte naturlove. Den tyske filosof Jürgen Habermas har for nylig beskrevet vor ny tidsalder som den post-sekulariserede periode, en periode, hvor vi forlader det areligiøse, hvilket jeg er meget enig i,« siger Niels Christian Hvidt.

Han fortæller, at amerikanske forskere for nylig har sammenfattet resultaterne af 23 såkaldte randomiserede, dobbeltblindede forsøg foretaget på hospitaler over hele verden siden 1988. I hver af undersøgelserne har man fået en computer til tilfældigt at udvælge i hundredvis af navne på hjertepatienter ud, og fået troende til at bede bønner for dem på afstand. Hverken patienterne eller deres behandlere var klar over, at de deltog i et forsøg. I 13 af forsøgene var resultaterne positive, forstået på den måde, at hjertepatienterne, der blev bedt for, fik det objektivt bedre i forhold til en kontrolgruppe. I ni tilfælde var resultatet neutralt og i et enkelt tilfælde negativt.

»Det interessante er ikke bare, at forbønnen har haft en indvirkning langt ud over den statistiske margin, men at læger og forskere er parat til at acceptere Gud som en mulig arbejds- og årsagshypotese,« siger Hvidt.

Fra tro til tillid

I sine egne undersøgelser i den ortodokse og den katolske verden har teologen, der konverterede til katolicismen i 1991, valgt en rolle som »deltagende observatør«. I Hvidts bog bliver de mange beskrevne mirakler altid sat ind i en teologisk og psykologisk kontekst.

Vi får at vide, at nadvermirakler betragtes som særligt vigtige i Italien, fordi nadveren er selve kernen i den katolske gudsopfattelse, mens ikonmirakler er de hyppigste i den ortodokse verden, fordi Guds Moder- og Kristus-billeder dér betragtes som vinduet til himlen.

»Der er selvfølgelig altid en fare for, at man kommer på vildspor i en optagethed af selve fænomenet. Miraklet skal jo ikke andet end at føre til en tro på den, der har grebet ind. Den store katolske mystiker, Johannes af Korset, sagde: Man må aldrig gøre Guds tegn til et mål i sig selv. De skal være som blomster i kanten af den vej, der fører til Gud, og man skal ikke stoppe op på den vej for deres skyld alene,« siger Niels Christian Hvidt.

Det er en misforståelse at opfatte miraklerne som noget, der alene sker for at omvende tvivlerne og de ikke-troende, mener teologen. For de allerede troende er de et under, som skal forvandle troen til tillid til Gud.

»Miraklerne skal ikke bare »bevise« Guds eksistens, men vise os, at han er interesseret i vores verden og vil os det godt,« siger Hvidt.

Uden tvivl ingen tro

Som dansk katolik har Niels Christian Hvidt måttet svare på skeptiske spørgsmål fra landsmænd. Til gengæld har han aldrig mødt en total afvisning af fænomenerne.

Uanset hans mange år som ekspert på området besvarer han uden videre mange spørgsmål med et »Det ved jeg ikke«. Miraklerne skal i hans øjne have lov til at bevare et mål af mystik, ligesom han betegner tanken om en DNA-undersøgelse af Madonna-figurernes blodstårer som »absurd«.

»En DNA-analyse bringer en mirakelundersøgelse på kanten af det respektløse. Men man kan spørge sig, hvorfor der aldrig er sket et fuldstændigt uigendriveligt mirakel, eller hvorfor man for eksempel ikke har nogle overbevisende filmoptagelser af lysunderet i Jerusalem (hvor den græsk ortodokse patriark får tændt et lys af en uforklarlig flamme, der hænger over Jesu grav. red.) Jeg kan selvfølgelig ikke vide det, men jeg vil tro, at miraklerne altid skal levne plads til tvivlen, for uden tvivlen har vi heller ikke troen. Det er jo os alligevel ikke forundt at få en fuldstændig gudserkendelse i denne verden. Gudsforståelsen vil altid være gradvis,« siger Hvidt.

I kapitlet om Jesu ligklæde fra Turino beskriver du, hvordan klædet er mærket efter nagler i håndroden, mens Padre Pios stigmata-sår optrådte i håndfladen. Hvad er årsagen til denne diskrepans?

»Jeg ved det ikke. Alle, der har oplevet stigmata, har fået det i håndfladerne, som for eksempel Frans af Asissi. At Jesus blev korsfæstet i håndroden er forholdsvis ny viden. Der findes et katolsk doktrin om guddommelig adaption der siger, at Gud tilpasser sin gerning til den menneskelige tankeverden. Hvis stigmata før i tiden havde optrådt i håndroden ville omverdenen formentlig ikke have opfattet det som stigmata,« forklarer Hvidt.

»Man skal altså se den kontekst, et mirakel som stigmata optræder i. Det vigtigste ved Padre Pio er i og for sig ikke, at han havde stigmata, men den måde tegnet har mening i Padre Pios deltagelse i Kristi gerning og lidelser,« siger Niels Christian Hvidt.

At Gud tilpasser sin gerning til den menneskelige tankegang, vil sikkert få skeptikere til at tilføje, at mennesket tilpasser Gud i sin. I sidste ende er det ikke muligt for hverken troende eller ikke-troende at bevise, hvad der kommer først.

»Inden for protestantismen er det ordet, der er kernen i kristendommen, og det kan så være, at det er ordet, miraklerne i Norden drejer sig om, et mirakel på de indre linier. Det kan også være, at der i Danmark sker flere undere, end vi er klar over, men at vi ikke lægger mærke til det, fordi vi ikke har tradition for det,« forklarer Hvidt.

Tror du, at danskerne kan lære at elske miraklerne?

»Jeg tror faktisk at de allerede er begyndt at gøre det. Jeg tror, at danskere har den indre længsel og spørgen efter Gud. Jeg tror, det er så megen en del af det at være menneske, at den længsel må komme igen, selv inden for den strengeste rationalistiske kultur. Selv stærkt ikke-troende må acceptere, at miraklerne finder sted. Skeptikerne vil måske ikke godtage, at det er Gud, der står bag, men de indrømmer, at det uforklarlige finder sted i virkeligheden. For tvivlerne og de troende gør det troen på Gud mere virkelig. Hvis Gud kan gøre dette i den fysiske verden, kan han også blive en del af mit og alles liv,« siger Niels Christian Hvidt.


Gengivet med forfatterens tilladelse.

Back to list

Se siden på dansk

© Niels Christian Hvidt 2018. All rights reserved.