Niels Christian Hvidt

 

banner conf

About NCH
By NCH
Newspaper Articles:
Når Gud giver livstegn

by Rehling, David

&

Mirakler sker, men danskerne påagter dem ikke, hævder katolsk teolog

Miraklet skete i Københavns Bredgade, den 10. marts 1995. Efter en begravelse i den russisk-ortodokse kirke gik de troende som sædvanligt rundt i kirken og kyssede de forskellige ikoner. En besøgende australsk præst, fader Benjamin, blev opmærksom på, at ikonen Gudsmoder af Jerusalem var begyndt at fælde tårer. To glinsende tårebaner løb ned over Gudsmoders ansigt.

Tårerne blev ved med at strømme i hele fasteperioden frem til påsken. Derefter blev de mere lejlighedsvise. I efteråret førtes ikonen rundt til andre menigheder i Europa. Ved nogle af disse besøg begyndte den atter at græde, men holdt op i november. Under fasten det følgende år græd den igen.

Om den underfulde tildragelse i Bredgade fortæller den danske katolske teolog Niels Christian Hvidt i sin bog Mirakler – møder mellem himmel og jord. Hvidt bevidner Gudsmoders tårer:

"Væsken har en vidunderlig duft – som fint parfumeret olie... Jeg var selv til stede fem gange. Ved påsketid fik jeg lejlighed til at se ikonen forfra og bagfra – fast, tørt tr;, ingen skjulte pumpemekanismer, ingen smarte tårekanaler."

Vi får at vide, at den russisk-katolske kirke besluttede ikke at gøre noget særligt ud af historien:

"Mirakler er et tegn mellem Gud og menigheden og skal ikke udbasuneres som noget særligt – i den ortodokse kirke er man vant til den slags."

Mirakelsky danskere

Alligevel harcellerer Hvidt over danskernes sløve reaktion:
"Selv om det blev til et par avisartikler, fik fænomenet ikke den pressedækning, man kunne have forventet. Man kunne have forestillet sig en mediestorm på kirken, folkekrav om videnskabelige undersøgelser af fænomenet, enorm debat i medierne. Men det skete ikke."

Forklaringen er ifølge Hvidt, at den danske befolknings store flertal befinder sig i en loren stilling mellem tro og ateisme: "Man har ikke et system, der kan inkorporere mirakler." Tænksomme lægfolk er bundet af den videnskabelige positivisme, hvor alt skal kunne efterprøves, og danske teologer ligger under for den afmytologisering af Det Ny Testamentes undergerninger, som især tyskeren Rudolf Bultmann har slået til lyd for i sin ’menighedsteologi’. Bultmann indpasser miraklerne i det moderne verdensbillede ved at udlægge dem som symboler og ikke afspejling af virkelige begivenheder.

Striber af mirakler Ingen af disse forbehold vil Niels Christian Hvidt vide af:
"Det er en uinteressant Gud, der ikke kan gøre mirakler." De viser "en Gud, der tager verden alvorligt og fortsat vil bekymre sig om dens udvikling."

På stribe disker Hvidt op med mirakler, som han selv – i større eller mindre udstrækning – har bevidnet under rejser i Middelhavs-området:
nDet legendariske ligklæde i Torino, som afbilleder en mand, der døde under samme omstændigheder som Jesus, og som bærer pollenspor fra Jesu oprindelige omgivelser. En voldsom ophedning ved en brand i 1532, hvor klædet lå i en sølvkiste, der blev rødglødende i den ene ende, anfører Hvidt som forklaring på, at kulstof-14-dateringer – fejlagtigt – anfører klædefibrenes oprindelse til 1200-tallet.

Et nadverbrød, der i år 800 blev til kød og stadig kan besigtiges i dag, hvor videnskaben har bestemt det som en skive af et menneskehjerte.
Helligt størknet blod, der bliver flydende ved tre kirkelige højtider for så atter at koagulere.

En klostermunk, der i over 50 år bar uforklarlige sår på hænder og fødder, hvor Jesus var korsfæstet. Munken døde i 1968, men siges stadig at gøre undere den dag i dag.

En kvinde uden pupiller, men som alligevel kan se.

En diplomatfrue, der pludselig fik åbenbaringer og var i stand til at nedskrive samtaler med Jesus – i en anden skrift end hendes almindelige.

Små slanger, der på en græsk ø hvert år ved påsketid kryber ind i en kirke og snor sig frem til den messende biskops stav, der er smykket med kobberslanger.

Et større antal statuer og ikoner, der – uden snydemekanismer – giver sig til at græde ægte blod og olivenolie.

Kommission mod snyd

Netop det med snyd er jo den gængse mistanke mod mirakler.

Her kan Hvidt overrumple den protestantiske læser med den oplysning, at miraklerne efterprøves videnskabeligt. Den katolske kirke har nedsat en Helgenkåringskommission, som består af videnskabsfolk, der ikke behøver at være katolikker. Inden Paven foretager en kåring af en helgen, undersøger kommissionen de mirakler, som angiveligt skulle være sket ved forbøn til den pågældende person. Kun hvis naturvidenskabelig forklaring på helbredelser ikke er mulig, bliver tildragelsen officielt anerkendt som et ægte mirakel. Dog får vi at vide, at martyrer er undtaget fra mirakelprøven. Det kan være en forklaring på, at den nuværende pave har kunnet sætte historisk rekord med gennemsnitligt 64 kåringer om året.

Niels Christian Hvidt har andre overraskelser til sin læser. Han citerer den katolske kirkes officielle eksorcist, pater Gabriel Amorth, for, at de djævlebesatte udspytter de mærkeligste ting under uddrivelseshandlingen:

"Jeg har en kasse med et halvt kilo genstande, som personer har spyttet ud under uddrivelserne. Det kan være alt fra barberblade til glasstumper, søm, plastikdukker, etc. Djævelen foretrækker at agere ubemærket, og under en eksorcisme forsøger han at gemme sig."

Her meldte det guddommelige sig hos nærværende anmelder i form af en hjertelig latter. Hvis folk har spist barberblade, søm og plastikdukker, så tror da fanden, at de føler sig besat.

Er det seriøst?

Hvor alvorligt skal Hvidts mirakel-forsvar tages, vil nogle tænkeligt spørge.

Svaret er, at Hvidt er en seriøs forfatter. Hans projekt er støttet af et antal seriøse fonde, herunder Carlsbergfondet og Kong Frederik og Dronning Ingrids Fond. Hvidts bog er velskrevet. Han tager afstand fra new-age-okkultisme. Hans ærinde er at påvise mirakler som en mulighed i menneskers verden, men han fremhæver deres nøje sammenhæng med troen. De indeholder "et uvurderligt teologisk budskab", sammenfatter han.

En skeptiker kan studse over den kuriøse – nærmest nisseagtigt drillende – måde, som Gud angiveligt vælger at gøre sig synlig på. Hvorfor strømmende tårer på ikoner og statuer, når andre undere ville være til langt mere fortrøstning i en lidende verden? Også de budskaber, som de gudsbesjælede kommer med, synes lige lovligt rigeligt efter den katolske kirkes repertoire. Påfaldende mange af dem lader Gud beklage sig over kirkens manglende enhed – en bekymring som protestanter ville have sværere ved at give mæle – gudsbesjælede eller ej.


Gengivet med forfatterens tilladelse.

Back to list

Se siden på dansk

© Niels Christian Hvidt 2018. All rights reserved.