Niels Christian Hvidt

 

banner conf

About NCH
By NCH
Magazine Articles:
Tro og helbredelse

by Sorgenfri, Arne

Af Arne Sorgenfrei
Fotos: Britt Lindemann, Bjørn Jakobsen, Poul Anker og private.

arne.sorgenfrei@soendag.dk

Ikoner og madonna-figurer verden over græder velduftende olier eller blod. Uforståelige undere sker omkring en ung lammet og hjerneskadet pige i USA. Jomfru Maria åbenbaringer i en lille bosnisk landsby trækker 30 millioner pilgrimme fra hele verden. Og mirakuløse helbredelser og fornyet stærk tro følger i kølvandet på det hele.
Det siger danskeren, Niels Chr. Hvidt, teolog med en doktorgrad i det kristne profetbegreb og som forsker i troen på Guds handlen i verden og i historien. Han har besøgt mange steder på jorden for kritisk at bedømme miraklerne. For at undersøge for snyd og selvbedrag. Og han er overbevist.
– Mirakler findes. Og i øjeblikket i et antal, der ikke er set længe i historien. Det er som om Gud har en plan med netop vores generation. Det forrige århundrede har været så ondt. Måske griber Han ind nu for at hjælpe os ud over alt det onde, vi har bragt os selv i og forhindre, at vi ikke gentager os selv, siger Niels Chr. Hvidt.
Den danske helbredelsesprædikant, tidligere Volvo-direktør Hans Berntsen, underbygger Niels Chr. Hvidts fornemmelse.
– Jeg har i 20 år rejst rundt og bedt for folks helbredelse i Jesu navn. Og jeg har aldrig oplevet så stor interesse, som de seneste par år, siger han.
– Det er som om store dele af den danske befolkning pludselig er vågnet op fra en langvarig åndelig dvale. Og nu sker miraklerne også for dem.
Kulturforskeren og etnologen, Karen Schousboe, der er ansat af Folkekirken, tager ikke stilling til, om der findes mirakler eller ej, men hun bekræfter, at der sker en åndelig vækkelse af hidtil usete dimensioner.
– Og vi er kun ved begyndelsen, siger hun. Hele den vestlige verden er midt i en åbning mod det åndelige.
Den lamme pige
Et af de mere opsigtsvækkende af tidens påståede mirakler finder vi ifølge Niels Chr. Hvidt i byen Worcester en times kørsel fra Boston i USA. Her ligger den hjerneskadede pige, Audrey Santo, på 14. år lam og hjerneskadet i sin seng, efter at hun som lille faldt i familiens swimmingpool.
– I dag strømmer pilgrimme til det lille parcelhus, hvor hun bor med sin familie, for i Audreys nærvær sker mirakler og helbredelser, der synes at overgå de fleste underberetninger, man har hørt om tidligere, eftersom miraklerne sker så hyppigt og er så synlige, siger Niels Chr. Hvidt.
– Jeg besøgte Santo familien sammen med troende fra hele verden. Vi så mindst fjorten ikoner og statuer, der afgav anseelige mængder af olie. Denne uforklarlige olie strømmede fra øjnene på ikoner og dryppede fra hagerne af statuer. Og vi besøgte lille Audrey, der lå på sin seng med sit smukke lange hår hængende ud over kanten. Audreys svært handicappede tilværelse har fået mange mennesker til at tænke over værdien af et menneskeliv, uanset hvor skrøbeligt det liv måtte være. Kan en handicappet pige, ude af stand til at røre sig eller tale, være redskab for Guds underfulde indgriben? Tusinder er overbeviste om, at dette er tilfældet.
Og siden 1984 siges fire børn fra den lille landsby Medjugorie i Bosnien at modtage åbenbaringer fra Jomfru Maria.
– Det hele begyndte en dag, da de skulle ud at passe får og pludselig så en lysende kvinde-skikkelse, siger Niels Chr. Hvidt.
– Denne skikkelse, som børnene lærte at identificere med Jomfru Maria, kom tilbage dagen efter og talte til dem. Siden er disse hændelser fortsat og i dag har over 30 mio. mennesker besøgt pilgrimsstedet nær den krigshærgede by Mostar. Den lokale biskop er negativt stemt overfor stedet, men det ændrer intet ved de mange underberetninger om mirakuløse helbredelser samt ved de mange mennesker, der strømmer til Medjugorie for ofte at vende hjem som helt nye mennesker, siger han.
Åndelig vækkelse
– I mange år har det været troen været et stærkt tabuiseret emne i Danmark. Man blev set ned på, anset for at være direkte uintelligent eller mærkelig, siger Niels Chr. Hvidt.
Naturvidenskabens metoder blev gjort til et absolut, så kun det, man videnskabeligt kunne verificere, kunne være sandt. Det blev nærmest en religion i sig selv.
Men nu er der opstået en ny åbenhed for det åndelige. Faktisk er vi på vej tilbage til det normale. For det er historisk og globalt set det ekstreme, at vi har været så stærk en strømning mod troen.
Hermed kommer også åbenheden for mirakler ind i menneskers bevidsthed igen. Og når de sker, bliver mennesker dybt bevæget. Ikke bare som ridser i lakken, nej der sker noget dybt forandrende i menneskets indre.
Tegnet fra Gud er i sig selv utroligt. Men det, der følger, er det mest interessante: Det større Guds-nærvær, oplevelsen af, at Gudsriget er brudt igennem.
Jeg tror, at Gud har en mening. Og det er os, der er Hans mening. Det er noget fundamentalt i Guds natur, at han altid relaterer til os. Fordi han elsker os. Og når Gud gør et mirakel, er det for at drage os mennesker til sig. Jeg oplever, at det medfører, at længslen mod Gud vågner i os. Den længsel som altid har befundet sig dybt inde i os alle.
For Niels Chr. Hvidt er det vigtigt at være endda særdeles kritisk, når påståede mirakler skal bedømmes.
– Man må altid vurdere, om frugterne er gode. Det er utroligt vigtigt at være kritisk. Ikke alene for at beskytte de troende, men også for at de sande gaver kan få lov til at stå frem netop som de ægte mirakler, de er. Der, hvor Gud minder os om, at han elsker os, og at han er nær, siger han.
Den danske helbredelses-prædikant Hans Berntsen siger, at han de senere år har oplevet mange flere mirakel-helbredelser, end tidligere.
– Danskerne er vågnet åndeligt op. Det er mere legalt at tro på den slags. Og det kræver faktisk kun, at man ønsker det.
Hvorfor nogle bliver helbredt og andre ikke, kan Hans Berntsen ikke give et svar på.
– Jeg har i Jesu navn helbredt omkring 1000 mennesker med dårlige hofter. Men jeg måtte selv for to år siden have indopereret to nye hofter. Jeg ved ikke hvorfor, det er sådan. For menneskers øjne kan det se tilfældigt ud. Men Gud har en mening med det.
Hans Berntsen mener ligesom Niels Chr. Hvidt ikke, at selve miraklerne er det største.
– Jeg forstår ikke folk vil nøjes med at blive helbredt. Det største mirakel er nemlig at opleve at Gud er virkelighed, og at han har omsorg for én. At troen kan gå ind og give en dyb fred, siger han.
Kulturforsker og etnolog Karen Schousboe mener, at den nye åndelighed er et verdensomspændende fænomen i hele den udviklede verden.
– Årsagen er, at vi senmoderne mennesker har svært ved at finde ud af at leve i denne hurtigt forandrende verden.
Hvem har magten i samfundet, i mit liv? Hvem er jeg, og hvad skal det blive til? er spørgsmål, vi stiller. Vi er midt i et grundlæggende identitetsproblem.
Og vi bliver mere og mere opmærksomme på, at der i verden findes forunderlige oplevelser, som vi nu er begyndt at tolke religiøst. Mirakler, samtaler med afdøde og forestillinger om Guds indgriben optager folk. Den tidligere rationelle opfattelse af verden er afløst af følelser.
Og vi er kun ved begyndelsen af den religiøse interesse. Vi har slet ikke set det bryde igennem endnu i det omfang, jeg forventer, siger Karen Schousboe.

Back to list

Se siden på dansk

© Niels Christian Hvidt 2018. All rights reserved.