Fem spørgsmål til

Niels Christian Hvidt dr.theol., lektor ved SDU, sagde i sidste uge, at ateistiske læger er mindre tilbøjelige til at give livsforlængende behandling

 

Risikerer jeg at få afkortet livet mod mit ønske, hvis jeg er uhelbredeligt syg og havner hos en læge, der ikke tror på Gud?

Vi har bl.a. set på en undersøgelse i Journal of Medical Ethics, som viste, at forskelle i værdier, herunder tro og ikketro, kan få læger til at forholde sig forskelligt i gråzonerne.

 

Det må vel snarere være den troende læge, der ikke har skrupler over at hjælpe en håbløst syg over i saligheden?

Intet tyder på, at ikketroende læger er tilbøjelige til at dræbe folk. Jeg tænker på gråzoner som eutanasi, aktiv og passiv dødshjælp og ofte nytteløs livsforlængende behandling. Troende ser ofte livet som "større end livet" forstået som biologisk fænomen. En værdi i sig selv, som man vil tøve med at gøre sig til herre over.

 

Kan etik ikke eksistere uafhængigt af religiøs tro?

Jo. Ateistiske læger har meget ofte en meget klar etik og kan have stærke moralske standpunkter.

 

Har man det nemmere med etikken som troende?

Nej. Religion kan også trække den forkerte vej. F.eks. har nogle amerikanske undersøgelser vist, at troende læger er mindre tilbøjelige til at henvise til psykiater. Troende læger skal være lige så bevidste om, hvordan deres værdier kan påvirke deres praksis.

 

Skal et liv forlænges for enhver pris?

Igen er vi inde i gråzonerne, og jeg mener, at hverken det er et absolut eller et religiøst krav, at man altid og for enhver pris kunstigt skal forlænge livet, når det i realiteten er slut.

 

Klaus Larsen kll@dadl.dk NY