Niels Christian Hvidt

 

banner conf

About NCH
By NCH
Magazine Articles:
Troen og mirakler

by Tersbøl, Bjarne

Ikke langt fra Trevi-fontænen i midten af Rom ligger Gregoriana-universitetet. Herinde på jesuitternes, pavelige universitet har en ung dansker sin gang. Niels Christian Hvidt er uddannet teolog fra Københavns Universitet, men har de sidste fire år boet, studeret og undervist i Rom. Snart sender han en bog på det danske bogmarked om mirakler, som han mener kan være med til at forbinde tro og rationalitet. Samvirke har mødt ham for at høre nærmere om troen og miraklerne.

Hvordan er du kommet til at beskæftige dig med mirakler?
Det begyndte som en interesse eller lidenskab. Jeg oplever mirakler, som noget af det, der hører til et levende gudsbegreb. Hvis man tager troen på Gud alvorligt, så må det også være logisk, at han kan gøre mirakler, hvis han vil, og hvis han ser, at det har en positiv effekt.
Miraklet er virkelig et tegn på Guds nærhed og eksistens, og på at det himmelske ikke er så langt væk, som vi tror. Det er et tegn på sandheden i kristendommen, enkelt sagt. Og så sker der ofte det, at miraklet skaber et sted, hvor folk trænger dybere ind i deres tro. Mange af de steder, hvor der er sket åbenbaringer, er blevet til pilgrimssteder som fx Lourdes i vore dage. Det er steder, som får en enorm betydning for den katolske kirkes mentalitet og udvikling – den bliver mere levende og frodig.

Kan du give et eksempel på et mirakel?
Et typisk eksempel på mirakler er grædende madonnaer, altså statuer, ikoner eller billeder af Jomfru Maria, som græder blod eller olie. For ca. 7 år siden begyndte en lille madonnastatue, der stod i en mindre by ved navn Civitavecchia, at græde blod. Jeg var ikke selv tilstede, da det skete, men har talt med mange mennesker, som har oplevet det - helt sunde og fornuftige mennesker. Den sidste, der så det, var faktisk den stedlige biskop, som først ikke troede på det. Han havde konfiskeret statuen, fordi han troede, det var humbug, men da hans søster kom på besøg, tog han den lille jomfru Maria-statuette frem, for at hun kunne se den, og så begyndte den at græde blod igen. Han er et meget autoritativt vidne, for han er en del af det katolske gejstlige hierarki.

Hvordan græd den så blod, sad der er pumpe inde i statuen?
Nej, den blev scannet og undersøgt på alle mulige måder, og uafhængige videnskabsfolk kom frem til, at der ikke var en videnskabelig forklaring på det. Den katolske kirke er meget kritisk og realistisk omkring miraklerne, og der er meget strenge krav for at anerkende et mirakel. Man er bange for at anerkende noget, som senere viser sig at være fup. Der findes to kommissioner, som undersøger mirakler og i begge indgår videnskabsfolk, som er erklærede ateister. I nogle tilfælde kan man bevise miraklet i den forstand, at videnskaben ikke kan forklare miraklet, men om det fører til tro er et personligt valg. Forskellen er, at den troende vil sige ”det er Gud”, hvor den ikke-troende vil sige ”der må være en årsag, som jeg ikke kan forklare, men det kan ikke være Gud, for ham tror jeg ikke på”.
Jeg har selv oplevet fænomenet i USA i et hjem, hvor der bor en lille handicappet pige, i hvis nærhed der sker mange undere og helbredelser. Ikoner, statuer, fotografier og billeder af jomfru Maria begynder at græde olie, når de kommer tæt på hende. Der samler sig simpelthen en olieagtig væske i øjenregionen på portrætter af jomfru Maria.

Har vi brug for miraklet i vore dage?
Jeg tror, at vi i den vestlige verden har vænnet os til en slags splittelse mellem det åndelige og det verdslige eller konkrete, som har stærke rødder og sætter rationalitet og tro op som ekstreme modsætninger - et hvidt snit vil jeg nærmest kalde det. Jeg tror, at der ligger en fare i denne dualisme, den skarpe splittelse, hvor troen bliver gjort til noget helt andet, der bliver nærmest en skizofreni som troende. Jeg tror, at miraklet kan være med til at helbrede skismaet - det hvide snit - mellem rationalitet og tro. De folk, der har oplevet et mirakel, får et meget afklaret forhold til Gud. Det bliver en meget konkret og dermed afklaret tro, hvor miraklet næsten udgør en direkte forbindelse mellem den enkelte person og det guddommelige.

Det er udelukkende i den katolske verden man finder mirakler. Hvorfor eksisterer mirakler ikke i den protestantiske verden?
Det er et af de helt store spørgsmål, som jeg ikke kan give et entydigt svar på. En holdning er, at der skal være en forventning eller i hvert fald et fundament for at kunne opleve miraklet. En anden forklaring er, at det rent faktisk sker, men bare ikke kommer frem i medierne. Jeg ved, at der er mange protestanter som, når det kommer til stykket, har oplevet ting og sager, men der er ikke en hylde, hvor man kan placere den erfaring på.

Og man er blufærdig overfor at snakke om det?
Ja, man er bange for at blive regnet for at være gal.

Du sender snart en bog om mirakler på gaden i Danmark. Hvad er det, du vil fortælle os med bogen om mirakler?
For det første er det helt naturligt for mig at skrive på dansk og til et dansk publikum. For det andet er det netop et helt uopdyrket felt, som jeg kan introducere for danskerne, mens man i den katolske verden kan finde bøger om emnet. Faktisk har de artikler, jeg har skrevet om mirakler i danske aviser, fået meget positiv opmærksomhed.

Vi sidder i det auditorium, hvor Niels Christian Hvidt har holdt forelæsninger i kirkehistorie. Det har været en stresset periode med arbejdsuger på op til 80 timer, men nu hvor eksaminerne er overstået ligger, der en stor tilfredsstillelse i at have fuldført den krævende undervisning - på italiensk.

Siden efteråret 1997 har du opholdt dig her i Rom, og du har i høj grad valgt noget andet, end den traditionelle vej for en dansk teolog. Hvad har været dit personlige brændstof til at gennemføre studierne hernede på udebane?
Det har været en stor udfordring specielt i starten, hvor sproget voldte en del vanskeligheder. Jeg har været meget glad for at studere i København, men som katolik er det Rom, der er det ubestridte centrum. Her i byen er der 18 teologiske fakulteter og en del forskningsinstitutter, og jeg har fået meget respekt for de akademiske traditioner i Italien. Der sker meget i Italien, og så er det jo et utrolig dejligt land at opholde sig i.

Du har arbejdet en del med fælleskirkeligt, såkaldt økumenisk, samarbejde, kan du fortælle nærmere, hvad det går ud på?
Det økumeniske samarbejde er et forsøg på at skabe dialog mellem forskellige retninger indenfor kristendommen. Jeg er sekretær eller daglig leder af Birgittasøstrenes økumeniske center, som ligger i et gammelt kloster her i nærheden af Rom. Vi har ca. en konference og et seminar om året, hvor lutheranere og katolikker mødes. Mit arbejde er i høj grad af praktisk art med at forberede konferencerne, mens en akademisk bestyrelse bestemmer mødernes tema. Det er koordineringsarbejde, men herigennem møder man også en masse interessante folk samtidig med, at konferencerne er utroligt givende.

Du er vokset op i en protestantisk familie og tradition, men er konverteret til katolicismen. Skyldes din interesse for det økumeniske din baggrund med et ben i hver lejr?
Ja det tror jeg. Jeg kommer nordfra, men har lært den sydeuropæiske mentalitet – jeg har begge traditioner under huden. Måske kan jeg være med til at give et lille bidrag til at bygge bro og prøve bedre at forstå, hvad der egentlig ligger til grund for forskellene. Når Luther siger én ting og katolikkerne tilsyneladende på det tidspunkt er dødhamrende uenige, så undersøge om der i virkeligheden er de store forskelle. Det viser sig ofte, at forskellen ligger i måden at udtrykke sig på end i egentlige, dybtliggende meningsforskelle.

Den katolske kirke har arbejdet meget for fælleskirkeligt fodslag, men er der en lignende interesse i Nordeuropa?
Der er meget stor forskel på de forskellige europæiske lande. Danmark har faktisk et dårligt ry på det økumeniske område. Den såkaldte Porvoo-erklæring, som er en økumenisk erklæring mellem anglikanere og de lutherske lande i Nordeuropa og Baltikum, blev underskrevet af repræsentanterne for 50 millioner troende, men de danske repræsentanter har ikke villet underskrive den. Omvendt er der i Danmark tegn på, at globaliseringen og det multietniske samfund sætter sig spor, og man indser, at man ikke kan isolere sig. Der er en udvikling i positiv retning, men det kommer til at tage sin tid i Danmark, mens traditionen i Sverige er helt anderledes åben.

I januar forsvarede du her på Gregoriana-universitetet din ph.d.-afhandling om profetbegrebet. Er der en lighed emnemæssigt mellem profeti og mirakel?
Ja helt sikkert. Begge emneområder har at gøre med et gudsbegreb med en meget levende Gud. Modsat eksisterer der en tradition, der vil vide, at Gud har sat verden i gang og derefter har trukket sig tilbage. På grund af denne tradition har profetbegrebet været meget omdiskuteret, for ifølge den sidstnævnte opfattelse sluttede Guds åbenbaring med Kristus og den sidste apostel, og så er profeti i den ekstreme konsekvens ikke mulig. Det ville bare være en gentagelse af Jesu ord eller falsk profeti.

Der findes vel også den lighed, at både mirakler og profetier henvender sig meget direkte til almindelige mennesker?
Det er ofte helt almindelige mennesker, som bliver talerør for Gud og pludselig begynder at komme med udsagn nærmest over evne. Der er flere forskellige former for profetier. Man skelner mellem børneprofetier, hvor børn har set jomfru Maria, og så er der en anden slags, hvor personer nærmest bliver Guds sekretær – og det er næsten altid kvinder – og hvor Gud så taler gennem dem. I vores tid er den mest kendte den græsk-ortodokse kvinde Vassula Rydèn. Hun levede et helt normalt liv, indtil hendes skytsengel og senere Kristus begyndte at tale til hende. Indtil nu har hun skrevet 10 bind, som er oversat til 38 sprog. De har altså fået en ufattelig stor udbredelse, som virkelig viser profetiens dynamik, og er også blevet prist af store teologer for deres meget høje spirituelle kvalitet.

Du er konverteret til katolicismen, fordi det for dig er en mere levende religion. Ligger der på den måde også et personligt motiv bag dine studier af mirakler og profetier?
En kendt teolog har sagt, at der er en tæt forbindelse mellem biografi og teologi, altså at man udvikler den teologi, som ligger en mest på hjerte. Jeg mener – og det er virkelig vigtigt – at den primære grund til at være troende ikke kun er, at det giver svar på livets store spørgsmål, men i højere grad forholdet til Gud selv. Det er altså en forestilling om en levende og nærværende Gud, og miraklerne og profetier er, som vi tidligere talte om, meget gribende eksempler på den levende, handlende Gud. Miraklet er ikke kun et bevis på Guds eksistens, men i lige så høj grad en mulighed for at skabe forbindelse til Gud. Jeg oplever en enorm glæde ved at føle, at Gud er nærværende, det betyder meget i mit liv og er berigende også i forhold til andre mennesker. For mig er forholdet til Gud ikke en abstrakt størrelse, men nærværende og med en konsekvens for mit liv.


Fakta om Niels Christian Hvidt, f. 1969:


Cand. theol. fra Københavns Universitet i 1997, herefter indskrevet ved Gregoriana-universitetet i Rom som ph.d.-studerende. Fra 1999 daglig leder af Birgittasøstrenes økumeniske center i Farfa. I 2000 tilknyttet vatikanradioens skandinaviske redaktion og samme år underviser ved Gregoriana-universitetet i Rom. Niels Christian Hvidt Forsvarede 13. januar 2001 sin ph.d-afhandling om det kristne profetbegreb ved samme universitet.

Back to list

Se siden på dansk

© Niels Christian Hvidt 2018. All rights reserved.