Niels Christian Hvidt

 

banner conf

Om NCH
Af NCH
Avisartikler:
The Crying Madonna

Avis: Berlingske Tidende

Dato: 22.08.1998

Forfatter(e): Niels Christian Hvidt

Rubrik: Madonna græder blod Underrubrik: Fra steder på alle fem kontinenter meldes der i disse år om grædende Jomfru Maria-statuer eller -ikoner. Fra kirkelig side frygter man for sensationalisme og overtro. Man ønsker ikke, at troslivet skal fokusere for meget på ydre fænomener. Erklærede rationalister har endnu større problemer med de grædende madonnaer. I nogle enkelte tilfælde udgør de videnskabelige undersøgelser et så solidt grundlag for hændelsernes uforklarlighed, at selv de største skeptikere må klø sig i nakken

Tekst: Fænomenet »De grædende Madonnaer« bliver stadig mere kendt. Fra stort set alle dele af verden berettes der om undere, hvor statuer, ikoner eller andre billeder af Jesu Kristi mor, Maria, bogstaveligt talt fælder tårer. Joachim Bouflet skriver i sit 500-siders værk om mystiske fænomener, at der mellem årene 1970-1990 er rapporteret omkring 100 attesterede tilfælde af grædende statuer eller billeder. Der er ikke tale om et nyt fænomen - det kendtes allerede i oldkirken. I diverse skrifter fortæller Gregor af Tours (538-594) om lignende mirakler, som han præsenterer for ikke-troende som argumenter for at tro. I dag finder disse lakrimationer sted på alle jordens fem kontinenter - i Korea, USA, Sydamerika, Frankrig, Italien, etc. - selv i det protestantiske Danmark!

I den Russisk-Ortodokse Kirke Aleksander Nievskij i Bredgade i København græd en Ikon med Vor Frue af Jerusalem - en meget smuk gammel ikon - i en periode på otte måneder i 1995. Fænomenet blev bevidnet af tusinder af mennesker. Mange oplevede det som grænseoverskridende, men det fik ellers ikke den pressedækning, det fortjente. Den ortodokse menighed tillod ganske vist som regel troende af andre trosretninger at ære ikonen, men holdt ellers hændelserne ganske meget for sig selv. Man opfattede miraklet som en hændelse mellem Jomfru Maria og menigheden, som det hed. Jeg talte med præsten i kirken, fader Aleksej, medens ikonen græd og spurgte ham, hvorfor de ikke lod tårerne undersøge videnskabeligt. Han svarede, at han allerede havde talt med en af sine venner om det - en kemiker, der er ateist - og at de i fællesskab var kommet frem til, at en sådan kemisk analyse alligevel ikke ville hjælpe nogen til at tro. Den, der tror, han tror, og den, der ikke tror, ham kan et mirakel heller ikke hjælpe til at tro, som han sagde. Så det blev desværre ikke til mere.

Heldigvis har man tilstrækkelig mange andre steder i verden undersøgt tårerne. Som regel består de af en vandlignende substans, der når den analyseres i laboratorier, viser sig at have en kemisk sammensætning, identisk med mennesketårer. I visse tilfælde har disse tårer været blods-tårer. Normalt er de kirkelige autoriteter meget forsigtige med hændelserne, simpelthen fordi man ikke ved, hvad man skal stille op med dem. Fra kirkelig side frygter man for sensationalisme og overtro. Man vil ikke, at troslivet skal fokusere for meget på ydre fænomener. Troen selv er det afgørende. Erklærede rationalister med en meget materiel verdensanskuelse har endnu større problemer med de grædende madonnaer. Men i nogle tilfælde udgør de videnskabelige undersøgelser et så solidt grundlag for hændelsernes uforklarlighed, at selv de største skeptikere må klø sig i nakken. Madonna i Civitavecchia I dag findes en af de kendteste grædende Madonnaer i Civitavecchia, ved kysten 30 km fra Rom. Den går under betegnelsen - La Maddonina delle lacrime - den lille Madonna af tårer.

Civitavecchia kan i praksis karakteriseres som Roms havneby, idet alle større både til Sardinien, Korsika etc. afgår fra havnen i Civitavecchia. Statuen er nu placeret i en lille smagfuld sognekirke med ru stenvægge og et rustikt træloft. Det første, man bemærker, når man kommer ind i kirken, er duften af de mange blomster, som pilgrimme har bragt til kirken. Statuen selv har nu fået sin egen ærværdige plads til højre for alteret bag en solid glasfacade omgivet af blomster. Man bliver overrasket over, hvor lille den er. Eksistens har talt med padre Roberto Cattaneo, 40 år, og en af de nu fem præster, der har ansvaret for at tage sig af de mange pilgrimme, der kommer til Civittavechia. Padre Cattaneo er fra Norditalien. Han var i en årrække præst i Rom, men blev forflyttet til Civitavecchia, da pilgrimmene begyndte at strømme til. »Vort arbejde består i at tage os af pilgrimmene. Hver dag kommer der vel godt hundrede mennesker, undtagen i weekender og til kirkelige fester, hvor tallet hurtigt bliver større. Folk kommer fra hele Italien, flest fra det mere religiøse Syditalien. Der kommer også mange udlændinge, som er på pilgrimsrejse til Rom, og som har hørt om miraklet. Som De kan se, har vi konstrueret en del ting for at hjælpe pilgrimmene, bl.a. et permanent telt med plads til 300«. Hvor stort var sognet oprindeligt? »Selve sognet er ganske lille, bestående af godt 1.000 mennesker. Der er naturligvis flest katolikker i området, men også et mindretal af evangeliske. Sognet er meget spredt, idet vi befinder os i et landbrugsområde«.

Import fra Bosnien

Fortæl om, hvordan det begyndte... »Det hele startede i 1995. Dengang var her kun én præst. Han rejste til det kendte pilgrimssted Medjugorie i Bosnien, hvor Jomfru Maria stadig åbenbarer sig for nogle unge. Fabio Gregori, faderen i den familie, hvor statuen siden skulle vise sig at græde, bad præsten om at tage en lille Maria-figur med hjem, hvilket han gjorde. Familien byggede en lille stengrotte til Jomfru Maria i haven og satte statuen i den - det er en tradition her i området. Den 2. februar, som er festen for Jesu fremstilling i templet, tog familien i kirke. Gudstjenesten skulle være klokken fire, men var den dag blevet udsat en halv time. Da Fabio kom og så meddelelsen, lod han sin kone blive med sønnen og kørte hjem med den fem-årige datter, Jessica, for at give hende noget at spise, hvorefter han havde tænkt sig at køre tilbage til kirken. Da han havde givet pigen mad, gik de ud mod bilen. Fabio var allerede i bilen, da han hørte Jessica råbe, »Far! Far, kom, Maria græder«. Først bad han hende, om hun nu ikke bare ville komme, men da hun blev ved at insistere, gik han, for at gøre hende glad, hen til hende, der hvor hun stod, foran statuen. Og da så han, hvad hun havde set, og hvad tusinder af pilgrimme skulle komme til at se sidenhen. Der fremstod blod på begge øjne - blod, der samlede sig i tårer under øjnene, og som siden efterlod to røde spor ned over statuen. Han var målløs; anede ikke hvad han skulle gøre, eller hvem han skulle kalde på. Det eneste, han kunne tænke på, var at køre tilbage til kirken. Efter gudstjenesten vendte han tilbage med familien, præsten og mange fra menigheden. Dette var begyndelsen til hændelserne. Jeg tror ikke, det er noget tilfælde, at det var et barn, der først så miraklet. Gud åbenbarer sig for dem, der er som børn. Kun den, der er ren og enkel i hjertet, kan se Gud. Det er et gammelt ord fra Bibelen. Fra den dag, hvor det hele begyndte, den 2. februar, græd hun i alt 14 gange«.

Tvivlende biskop

Rygtet om miraklet spredte sig som en lynild. Tusinder af pilgrimme begyndte at strømme til, det var en ren folkevandring. Folk stod i lange køer i gaderne for at komme hen og se og bede foran statuen. Politiet kunne til sidst ikke styre det og ville have orden på sagerne. De opfordrede derfor indtrængende biskoppen, Monsignore Grillo Girolamo, om at tage statuen hjem i bispeboligen, og sige til pilgrimmene, at de skulle gå hjem. Biskop Girolamo troede selv ikke på miraklet. Han troede, det var massehysteri. Han havde jo i forvejen hørt rygter om de mange grædende statuer og billeder og afviste det som overtro. Han havde derfor ingen problemer med at sende pilgrimmene hjem. Politiet tog derefter statuen og overrakte den til biskoppen, som placerede den i et rum i bispeboligen, og der blev den stående, til stor forargelse for de mange pilgrimme. Den 15. marts 1995 havde biskoppen besøg af sin søster og svoger, samt to nonner. På et tidspunkt foreslog søsteren, der var lidt interesseret i fænomenet, om man ikke kunne bede foran statuen. Det var og blev jo trods alt kun en lille statue af Jomfru Maria... Det gik biskoppen med til. De knælede foran statuen i stilhed. Efter nogen tid tog biskoppen statuen i sine hænder, mens bønnen fortsatte, og pludselig så han, hvad pilgrimmene havde været vidner til tidligere. Af sig selv begyndte der at samle sig rød væske i øjnene, som fortættedes i tårer, der lidt efter lidt begyndte at løbe ned over statuens kinder. I samme øjeblik oplevede biskoppen en manifestation i sit indre. Noget skete i hans sjæl, der, som han selv beskriver det, har ændret hans liv som præst og biskop totalt. Han oplevede det som en slags dybere omvendelse, men en omvendelse der havde sit udgangspunkt ikke kun i det han så, men i det, han oplevede i sin sjæl. Han tog statuen i sine hænder, og holdt den medens hun græd. For få måneder siden udkom en bog, han har skrevet med titlen »Hun græd i mine hænder« (Ha pianto tra le mie mani)«. Hvordan reagerede kirken ellers på hændelserne? »Vatikanet er altid meget forsigtig med denne slags hændelser, hvilket i grunden er ganske naturligt, eftersom der også er meget, der ikke er ægte. Men i dette tilfælde har der været mange vidner til hændelserne. Og det, der måske er mest afgørende er, at hændelsernes hovedvidne, Biskop Grillo, er en betydelig mand i kirken, som man kender som særdeles seriøs og troværdig. Vatikanet har nedsat en teologisk kommission, der skal undersøge hændelserne. De kirkelige autoriteter mente først, at der måtte være tale om et falsum. Enhver kan jo tænke sig, at det er muligt at lave en smart anordning med en pumpe, eller lignende. Man ville derfor til bunds i sagen. De befalede derfor biskoppen, at han skulle sætte statuen i et værelse, låse døren dertil, og give dem nøglen. Han adlød. Siden nedsatte man to videnskabelige kommissioner, der skulle tage sig af at undersøge statuen. Den ene kommission kom til at bestå af medicinske eksperter fra Hospitalet Gemelli i Rom. Dernæst bad man Criminalpol om at nedsætte en ekspertgruppe, der parallelt med medicinerne kunne undersøge statuen. Man førte statuen til Gemelli-hospitalet, og der foregik prøverne. Man har udført alle tænkelige undersøgelser - kemiske analyser af tårerne, scanning af statuen, etc. Lægerne tog en del af blodet fra statuen. Det er derfor, der i dag ikke ses så meget blod på den som inden.«

Symbol og enhed

»Scanningen af statuen viste, at den bestod af én solid, homogen gipsblok, uden porøsiteter eller kanaler, endsige avancerede pumpemekanismer. De kemiske resultater viste, at blodet er virkeligt menneskeblod. Hvad man endvidere fandt, var, at det var mandsblod og ikke blodet af en kvinde. Dette kan overraske, men vi tror, der ligger en dybere teologisk betydning i dette. Vi opfatter det som et symbol på, at det er sønnens, Jesu, blod, og at det er et udtryk for Marias og Jesu enhed. Den teologiske kommission arbejder stadig, men må være ved at være færdig med sine undersøgelser og resultater. Vi forventer, at der snart må komme en eller anden form for godkendelse fra kirken. Ellers vil kirken ikke fremstå som troværdig på baggrund af kommissionens resultater. Vi ved ikke, om den vil tale om miraklet som et overnaturligt fænomen. Normalt udtaler kirken sig ikke om den slags ting. Det, den på et eller andet tidspunkt nok vil gøre, er at udnævne stedet, hvor statuen nu æres, til et anerkendt pilgrimssted«. Fænomenet er interessant. Men der er jo mere i det end selve det uforklarlige. Hvad er meningen med dette mirakel? Hvilken funktion har det? »I Italien er vi, hvad man kunne kalde noget lettroende. Det sker hurtigt, at der opstår hysteri. Folk taler om de sidste tider, om at det er apokalyptiske tegn, at muslimerne snart vil invadere Italien, at paven skal dø, at Vatikanet vil blive udsat for et jordskælv etc. Her tror vi ikke, det har at gøre med noget sådant. Jeg tror, tegnet har vigtige betydninger. For det første udtrykker La Madonnina gennem sine blodstårer den samme smerte, der er i Guds hjerte. Smerte over verden og over kirkens splittelse, også den splittelse der er i den katolske kirke selv. Gud er træt af alle de synder, der øves i hans kirke. Og Kristus græder gennem sin Moder. Vi oplever, at Gud i sin smerte siger til os: »Jeg har givet jer alt - min egen Søn, en Moder, Kirken, tegn og undere - alt hvad I ville have. Jeg kan ikke mere. Nu lader jeg blod strømme for at få jer til at forstå min smerte«. Miraklet skal ikke kun forstås som en provokation, som en eye-opener. Det har en teologisk og symbolsk værdi som tegn på Guds smerte og kærlighed. For det andet er det for at tro på helvede ikke nødvendigt at fare til helvede. Det er nok at se ind i menneskers hjerter, at se den ondskab og egoisme, der råder i så mange hjerter. Mennesker afspejler ikke længere Guds orden, men den ondes orden. Man har ingen fornemmelse længere for synd. Jeg har undervist 19-årige i troslære og kan bevidne, at de ofte ikke længere har nogen som helst fornemmelse for, hvad der er ret og forkert. Utroskab, egoisme, ting, der for ikke længe siden blev opfattet som utilladeligt, betragtes i dag nærmest som normen. Der er ikke behov for at gå i helvede, for man ser det allerede i hjerterne.

Tilgivelse

Hvad vil Jomfru Maria for at undgå dette helvede, som vi har i vore hjerter? Hun vil, at vi skal tage imod den hjælp, vi har fået gennem kirken - gå i kirke, omvende os, bede mere, særlig rosenkransen, gå til skrifte og leve et liv i kærlighed for andre. På italiensk har vi et udtryk, der hedder cascal'asino - æselet, der ikke vil mere og som på trods af alle opfordringer, lægger sig ned. Mange mennesker vil ikke mere elske deres næste. Vi er kaldede til at forene os med Guds og Marias tårer, og dette gør vi ved at tilgive og elske vores næste. For det tredje tror jeg personligt, at der er en pointe i, at statuen er en kopi af Madonnaen fra Medjugorie i Bosnien-Hercegovina, hvor der som du jo nok ved har været åbenbaringer siden 1984. Der står Medjugorie på dens sokkel. Vi ser derfor en forbindelse mellem miraklerne i Civitavecchia og Medjugorie. Der er en åndelig forbindelse mellem Medjugorie og Rom. Vi ved, at paven har udtalt sig positivt om Medjugorie, men at man, eftersom han er kirkens overhovede aldrig vil tillade ham at rejse til Medjugorie. Dette ville indebære en slags godkendelse af stedet, og det er ikke muligt, før åbenbaringerne er slut. Man har ikke tilladt paven at rejse til Maria i Medjugorie, altså kommer Maria fra Medjugorie til Rom. I Medjugorie kalder Maria til omvendelse, til bøn og til at søge Gud. Dette er ikke blevet hørt. Derfor giver hun dette tegn for at bekræfte budskaberne fra Medjugorie og for at få os til at tro på dem«. Nærvær Hvad har været følgerne af miraklet? »Mennesker kommer her af mange forskellige årsager. Nogle er nysgerrige. Andre kommer for at sige tak til Jesus og Jomfru Maria. Andre igen kommer for at bede om noget bestemt. Der er mange, der har fået deres bønner bønhørt her. Vi har utallige vidnesbyrd af folk, der har fået særlige nådegaver, om omvendelser og om mirakler, der er sket. Det drejer sig om virkelig mange. De bliver alle katalogiseret og sendt til Vatikanet. Der er også sket helbredelser her på stedet. Vi har 30 medicinsk bevidnede hændelser, hvor personer er blevet personligt helbredt for diverse sygdomme. Og det er kun de tilfælde, hvor læger officielt har erklæret, at en person på uforklarlig vis er blevet helbredt. Der er flere narkomaner, som har fundet hjælp her til at blive fri for deres misbrug. Der er unge, der helt havde glemt troen, som kommer hertil og finder kilden til et helt nyt liv«. Jeg kommer fra et land, hvor de fleste er protestanter, og hvor der ikke er megen tradition for at ære Jomfru Maria. Hvorfor er det så ofte statuer og billeder af Maria, som græder? »Hvorfor så ofte Jesu Moder? Fordi Maria repræsenterer Guds barmhjertighed. Gud er retfærdig og barmhjertig. Vi siger det gerne sådan, at Gud har bevaret retfærdigheden for sig selv, men at han har iklædt Maria sin barmhjertighed for at vi bedre kan forstå Hans egen barmhjertighed. Det er lettere at forstå en moders mildhed end en faders mildhed. En af den katolske kirkes kendteste teologer, Louis de Montfort, siger: Barmhjertigheden er i Moderens hjerte, for at Moderens hjerte skal være menneskenes lys. Moderen har treenigheden i sit hjerte, fordi hun bar Jesus i sig. Hvem der har treenigheden i sig føder barmhjertighed. For os indeholder Jesu ord på korset: »Kvinde, dette er din søn!« og »Søn, dette er din Moder!« en dyb symbolsk betydning. Disse ord var nogen af de allersidste, og vi tror på, at de har universel betydning, dvs. at alle kristne er kaldede til at være Jomfru Marias børn. Hvad gør en mor med sine børn, når de er i problemer - forlader dem, eller hjælper og lærer dem? Det er derfor, Jomfru Maria er os stadig nær. Dette tegn er en manifestation på hendes nærvær iblandt os«.

Kilder: Joachim Bouflet, Encyclopédie des Phénomènes extraordinaires dans la vie mystique, Bind I: Phénomènes objectifs, F.-X. de Guibert (OEIL), Paris 1992, 467 sider. Giuseppe Baccarelli, La storia della Madonnina delle Lacrime di Civitavecchia, Roma 1995, 129 sider. Enrico Malatesta, Ha pianto tra le mie mani, il racconto del Vescovo Mons. Girolamo Grillo, Roma 1997, 171 sider.´ Tidligere artikler i serien »Miraklernes tid« er bragt i Eksistens d. 8. august, d. 20. juni og d. 30. maj.´

Tilbage til listen

View page in English

© Niels Christian Hvidt 2019. All rights reserved.