Tro og helbred

Theol.dr. Niels Christian Hvidt

Kan lægevidenskab og spiritualitet overhovedet have noget med hinanden at gøre? Er de ikke snarere to modsatrettede kategorier, den ene rationel og konkret, den anden æterisk og uhåndterlig? Dette har længe været en udbredt opfattelse. Historisk har Kirken ofte sat sig imod nye videnskabelige fremskridt, fordi de brød med datidens erkendelse og kulturelle ho-risont. Omvendt har medicinens store fremgang i nogle kredse ført til en næsten metafysisk overbevisning om, at den medicinske metode kunne fortsættes ind i alle områder af den menneskelige eksistens og forklare alt, der var væsentligt, hvilket gik ud over den religiøse tolkning af virkeligheden. Bredt er det jo også sådan, at den religiøse tilgang til verden hand-ler om at tro, hvorved den naturvidenskabelige tilgang, ikke mindst efter Karl Popper, handler om at stille spørgsmålstegn og tvivle ved det, vi mener at have erkendt. Ikke desto mindre kender historien faktisk til mange frugtbare platforme for lægelig interesse for trosrelaterede emner, og der er, særlig i katolsk sammenhæng, en lang filosofisk tradition for den overbe-visning, at tro og fornuft ikke er modsatrettede størrelser. Tværtimod anses de for at kunne berige og understøtte hinanden i gensidig voksende erkendelse af den virkelighed, der er vores.

Denne indsigt har ført til langvarigt samarbejde mellem teologer og læger, hvor man bl.a. har undersøgt usædvanlige spontane remissioner, der optræder i en religiøs kontekst, hvor for-bøn har spillet en rolle. Det gælder især for Helgenkåringskommissionen i Rom samt for Læ-gekommissionen i Lourdes i Frankrig. I de sidste år ser det dog ud til, at samme videnskabe-lige interesse for trosrelaterede emner også har fundet videre udbredelse inden for lægevi-denskaben og bl.a. ført til opsigtsvækkende forsøg troens betydning for helbred generelt, ja endog undersøgelser omkring bønnens mulige indvirkning på patienters helbredelsesforløb. Der er metodiske forskelle mellem undersøgelserne i Vatikanet og de moderne forbønsun-dersøgelser, men de relaterer dog alligevel klart til hinanden, idet der følger teologiske over-vejelser af al form for empirisk undersøgelse af emner, der har at gøre med tro.

Interessen for forholdet mellem tro og helbred går langt tilbage og er udbredt i de flest kultu-rer, men i vesten er der tale om noget af en nyskabelse. Det bliver stadig mere tydeligt, at der ved begyndelsen af det tredje årtusind er helt anderledes fællesrum for teologi og læge-videnskab end for blot halvtreds år siden. Flere tusind epidemiologiske undersøgelser (se fx ”Handbook of Religion and Health” samt ”Handbook for Religion and Mental Health”, begge redigeret af Prof. Harold Koenig, Duke Medical School), peger på, at mennesker, der har en tro, lever mellem fem og syv år længere, klarer sig bedre i sygdomssammenhæng og gene-relt coper bedre med den tilstand, som sygdomme bevirker. Det gælder også for psykiske lidelser. Således har man haft særdeles gode resultater i behandlingen af lette til moderate depressioner ved at inddrage åndelige aspekter (i stedet for at tabuisere dem) hos patienter, der har en tro. Den dynamik, som troen, og ikke mindst det håb, troen og kærligheden inde-bærer, lader til at være en særdeles potent ressource for patienter med psykiske lidelser.

Betydningen af eksistentiel coping generelt er også ved at komme i søgelyset igen. I en spørgeskema-undersøgelse spurgte S. R. Cohen og kolleger både raske og kræftsyge men-nesker om, hvad der var vigtigst for deres livskvalitet. Man spurgte til fire områder: Fysiske symptomer, psykiske symptomer, eksistentielt velvære og social support. Undersøgelsen viste, at det eksistentielle velvære var mindst lige så vigtigt for livskvaliteten som de andre områder, og som man kunne forvente, endnu væsentligere for kræftpatienter (Cohen 1996).

En efterhånden berømt studie ved R. Grossarth-Maticek og kolleger fra afdeling for præven-tiv medicin ved ”Det Europæiske Center for Fred og Udvikling” i Heidelberg peger i samme retning. Grossarth-Maticek spurgte over en periode fra 1973 – 1988 over 30000 mennesker om kost, livsvaner, livssyn, etc. Resultaterne blev publiceret i forskellige artikler og viste bl.a., at psykologiske stressfaktorer alene ikke udgjorde en fare for sundheden, men havde stor betydning når de blev kombineret med sundhedsskadelige vaner så som rygning. Omvendt viste sundhedsfremmende personlighedstræk og livssyn (herunder også eksistentielle og religiøse forhold) at virke generelt livsforlængende, både blandt rygere og ikke-rygere. Den livsforlængende virkning blev naturligvis hæmmet af livsforkortende vaner så som rygning, men var også til stede både Interessant er det, at den enkeltstående psykologiske faktor, der havde størst betydning for livslængde var det ”positive gudsforhold”.
Livet og eksistentielle spørgsmål.
Erfaringen af livet, selve det at være til, må sige at udgøre mere end summen af de enkelte livserfaringer og fører mange til at opfatte livet som noget arketypisk, ofte med religiøse un-dertoner. Det er derfor ikke så mærkeligt, at menneskers refleksionen over selve det at være til ofte har ledt dem til tanker om et evigt liv. I religiøs forstand er tankerne om evigt liv også den større referenceramme indenfor hvilken livet på jorden giver mening med alle de gen-vordigheder, der hører det til. Selv for ikke-troende er der en erkendelse af, at livets mening handler om mere og andet end, hvor lang tid vi lever og hvor raske vi er.
Mange forældre beretter om erfaringen af et barns fødsel som en religiøs erfaring, ikke blot fordi det er underfuldt, at der kommer en levende og fuldt dannet person til syne, men også fordi det er en erfaring af, at liv bliver til. Omvendt kan det heller ikke undre, at mange men-nesker, der har oplevet at blive ramt af sygdomme eller andre livstruende hændelser, er be-gyndt at tænke over livets religiøse dimension. Det sker, dels fordi man tvinges til at tænke over livet som sådan, dels fordi man bliver mindet om, at livet her er tidsbegrænset. Undre kan det således heller ikke, at mennesker generelt tænker mere over troen og det evige liv, jo nærmere de kommer døden.

At der ud fra både historiske og geografiske perspektiver har været og stadig er en særdeles vedholdende sammenhæng mellem sundhed og religiøse overvejelser. Det er en sammen-hæng, der også reflekteres i i sproget: Ordene helbred og hellighed har samme rod. Det gælder også for ordparrene helbredelse og frelse. Når jøder, muslimer og kristne i årtusinder har ønsket deres nære shalom, salaam, eller fred er det således heller ikke kun et ønske om at leve uden krig, men et ønske om velvære, sikkerhed, fylde og i sidste ende om at leve i Guds velsignelse. Ligesom ønsket om et liv i fred her i verden har været forbundet med hå-bet om et godt liv i evigheden, har lægers og præsters roller været nært forbundne. I mange kulturer har de været sammenfaldende i form af medicinmanden eller shamanen. Men selv i kulturer, hvor de to områder er mere opdelte, har det heller ikke været muligt fuldstændigt at opretholde grænserne mellem arbejdsfelterne. Et af de problemer, læger oplever, ligger i at leve op til den forventning til nærmest almægtigt helbredende evner, som patienter synes at nære til dem. Det er blevet belyst i forskellige sammenhænge, at der er en betydelig place-boeffekt forbundet med lægens optræden, når hun eller han kommer ind i sygeværelset med den rituelle hvide kittel og stetoskopet om halsen. Der er ikke langt til præstens fremtoning med messedragt og røgelseskar.
((At der således er ved at opstå en større dialog mellem spiritualitet og sygeforsorg kan i det-te perspektiv derfor ikke komme som en overraskelse, hverken fra et teologiske eller et reli-gionsfænomenologisk perspektiv; det kan snarere overraske, at der i en periode har været en så skarp modsætning mellem områderne. Interessant er det nu, at den moderne gen-fundne tilnærmelse primært kommer fra den medicinske verden og kun i ringere omfang fra den teologiske. Hvis man ser på litteraturen, der omhandler den voksende tilnærmelse mel-lem tro og sundhed, vil man i alle fald finde en klar medicinsk overvægt sammenlignet med teologiske kvalitetsværker. Blandt disse er det for tiden nok mest gedigne teologiske værk, skrevet af Joel Shuman og Keith Meador fra Duke University Divinity School, stærkt kritisk, hvilket også kan aflæses i bogens titel: Heal Thyself - Spirituality, Medicine, and the Distor-tion of Christianity; den kontrast, der har været mellem teologi og lægevidenskab, har ikke kun været motiveret af argumenter fra naturvidenskabens side, men i måske lige så høj grad fra teologisk hold. Det er en kontrast, der til tider har tenderet til fjendskab, og som har været dominerende i vesten efter Descartes, selvom Descartes sikkert er blevet udlagt for ensidigt og således beskyldt for mere, end han fortjente. Descartes mente, at man skulle skille mel-lem kroppens og sjælens verden, og det var en blandt mange årsager til, at omsorgen for de to verdener bevægede sig i retning af en voksende opdeling.

Denne tendens blev yderligere forstærket under Reformationen. Luther ønskede ikke, at den borgerlige, verdslige magt skulle have nogen styrende indflydelse på kirkens område, og der-for krævede han en opdeling af det, der hører kejseren til, og det, der hører Gud til, med an-dre ord en opdeling mellem de borgerlige og de religiøse sfærer af verden (Matt 22,21-22). På sundhedsområdet har det igen ledt til en øget skillelinie mellem omsorgen for sjælen og omsorgen for legemet, som mange teologer er godt tilfredse med og helst ikke ser pillet for meget ved. Der er da også al god grund til at holde fast i opdelingen mellem forskellige fag-områder, eftersom hvert har sin særlige kompetence. Men der er også mange teologiske problemstillinger, der følger af lægeverdenens argumenter for en større symbiose mellem tro og helbred, end den langvarige skarpe opdeling har lagt op til.))

Fra et teologisk perspektiv lægger forskningen atter op til overvejelser omkring, hvordan vi forstår samspillet mellem den åndelige og den fysiske virkelighed, og et af de store opgaver er at fremlægge og vurdere fordele og ulemper ved de forskellige modeller for interaktionen mellem spiritualitet og helbred samt at diskutere de problemstillinger, som tanken om gud-dommelig interaktion med verden medfører. Der er et stadigt større behov for at kortlægge og diskutere forskellige modeller for hvad folk tror på, når de er overbeviste om, at forbøn for syge rent faktisk gør en forskel.

Moderne dobbeltblindede forbønsundersøgelser

I de seneste år har samme videnskabelige interesse for det uforklarlige også fundet videre udbredelse inden for lægevidenskaben og bl.a. ført til kontroversielle men interessante for-søg omkring bønnens mulige indvirkning på patienters helbredelsesforløb, uden at disse pa-tienter er klar over at der bliver bedt for dem (Remote Intercessory Prayer, på dansk fjernfor-bøn).

Det er efterhånden et rimelig bredt anerkendt faktum at psyken har en eller anden form for forbindelse med immunforsvaret og helbredet generelt. Særligt har undersøgelser vist at mennesker med en religiøs livsholdning som regel klarer sig bedre helbredsmæssigt end mennesker uden nogen tro. Der er rig diskussion om hvilke mekanismer der gør sig gælden-de i disse forhold. Der er bred enighed om, at der i kølvandet på den religiøse tro følger en sundhedsadfærd, der fremmer helbred (mindre rygning og alkoholmisbrug, sundere seksuel adfærd, etc.) samt psykoneuroimmunologiens tro på troens psykosomatiske betydning, selv-om mange stadig mener at spiritualitetens tilsyneladende positive terapeutiske effekt også kan overskride det psykosomatiske og have spirituelt udgangspunkt.

Nyere forsøg går imidlertid et skridt videre, idet de er opstillet som klassiske medicinske ran-domiserede, dobbeltblindede kontrolforsøg: Patienter og læger ved ikke at de er med i et for-søg. Der er ingen forbindelse mellem patienterne og forbederne - derfor betegnelsen "fjern-forbøn". Herved søger man at undgå psykosomatisk effekt, placebo og bias.

Disse undersøgelser tog for alvor fart med et kontrolforsøg foretaget under ledelse af Ran-dolph C. Byrd mellem august 1982 og maj 1983 på San Francisco General Hospital, publice-ret i Southern Medical Journal i juni 1988. En liste på 393 hjertepatienters navne blev af en computer randomiseret i to grupper - en interventionsgruppe og en kontrolgruppe. Begge pa-tientgrupper modtog naturligvis samme behandling, og hverken læger eller patienter vidste hvilke patienter der var i hvilke grupper. Den eneste forskel var at man bad en gruppe men-nesker der havde erklæret tro på en personlig Gud, om at bede for forsøgsgruppen. Hver forbeder fik udleveret navnene på nogle af patienterne, men havde ikke mødt dem. Efter nogle måneder vurderede man kvaliteten i de to gruppers behandlingsforløb, og her viste det sig at interventionsgruppen havde et bedre behandlingsforløb end kontrolgruppen. Byrd kon-kluderede med at skrive: "Forbøn til den jødekristne Gud har en positiv terapeutisk effekt". Byrds resultater satte skred i udviklingen med et stigende antal forsøg af samme karakter (Byrd 1988).

I Byrds forsøg vidste både læger og patienter at der fandt et forbønsforsøg sted, hvorved der arbejdes med en generel placeboeffekt der gælder alle patienter. Forsøget blev blindet ved at ingen vidste hvem der var i hvilken gruppe. I senere forsøg har man imidlertid opnået tilla-delse til at holde forsøget helt hemmeligt, for derved at opnå maksimal blinding for derved at udelukke al form for placebo og bias. Tilladelserne er blevet givet med det argument at der ikke kendes til negative bivirkninger ved forbøn.

I en af de sidste undersøgelser, der også var helt blindet, undersøgte en gruppe forskere 219 kvinder med fertilitetsproblemer i alderen 26-46 år, indlagt i Cha Hospital i Sydkorea for In Vitro Fertilisation (reagensglasbehandling). Forbederne befandt sig i USA, Canada og Au-stralien og havde intet andet end et foto af den person de forpligtede sig til at bede for. Kon-klusionen på forsøget, publiceret i Journal for Reproductive Medicine i 2001, lyder: "En stati-stisk betydelig forskel blev observeret omkring fjernforbøns virkning på IVF, selvom dataene bør betragtes som foreløbige." Af kvinderne i forsøgsgruppen blev 50% gravide mod kontrol-gruppens 26% (Cha 2001).

((Flere forbønsundersøgelser har drejet sig om psykisk velvære. I en randomiseret, dobbelt-blind undersøgelse blev der inkluderet 496 frivillige og raske forsøgspersoner, hvor de 406 var personer, der blev bedt for, og de 90 bad. De 90, der bad, blev ved lodtrækning tildelt en funktion, hvor de enten bad direkte eller generelt for en gruppe personer. Der blev anvendt fotografier og navne til at identificere de der skulle bedes for, og der blev bedt i 15 minutter dagligt i en periode på 12 uger. De 406 der skulle bedes for blev ved lodtrækning opdelt i tre grupper: de der blev bedt direkte for, de der blev bedt for mere generelt og en kontrolgruppe. Resultaterne viste blandt andet, at de der blev bedt for fik en forbedret funktion på en række mål for deres sundhedstilstand, herunder selvtillid, angst og depression (O’Laoire 1997).))

Forsøgene, der betegnes som pilotstudier og under alle omstændigheder udgør et nyt ele-ment indenfor medicinsk empiri, er blevet kritiseret for forskellige metodiske svagheder, bl.a. svagheder omkring blinding samt mangelen af alment anerkendte score-systemer. Forsøge-nes metodiske forhold diskuteres i forskellige review-artikler, bl.a. en Cockhraine-artikel (Ro-berts 2003). Harvard Mind/Body Medical Institute, Duke University Medical School og flere andre medicinske institutioner i USA er i gang med forbønsundersøgelser som ovennævnte, hvor man søger at råde bod på de metodiske svagheder, som de hidtidige forsøg er blevet kritiseret for. Samtlige sådanne forbønsforsøg, publiceret frem til januar 2004, præsenteres endvidere i kapitlet om forbøn i antologien ”Kan tro flytte bjerge?”, redigeret af Dr.med. Chri-stoffer Johansen og undertegnede (Gyldendal 2004).

Generelle overvejelser omkring forbøn
Til trods for, at der er forskellige forestillinger omkring, hvorfor forbøn virker, fører de til flere generelle overvejelser. Flere medicinske artikler slutter med at foreslå forbønnen som et fast element i behandlingen af syge, underbygget af det argument, at forbønnen jo er en billig ”behandlingsform”, der samtidig ikke har kendte bivirkninger. Ofte lyder konklusionen noget i retning af: ”Vi kan ikke forklare, hvad der foregår og hvad, det er, der fungerer, men der er altså noget, der fungerer.” Her ville det være meget interessant at få undersøgt og diskuteret de forskellige trosparadigmer, som mennesker bevæger sig indenfor, når de er overbeviste om, at forbøn rent faktisk gør en forskel – et oplagt emne for tværfaglig medicinsk-teologisk formidling.
Der vil være flere problemer, der skal diskuteres: Kan man kvantificere forbøn, når bøn jo netop ikke udgør en rationel input-output-maskine, men handler om hengivelse til Gud? Hvad med negative former for ”forbøn” – woodoo og sort magi, hvor man ved ”fjernforbandelser” prøver at nedbringe ondt over personer, man har noget imod? Sådanne undersøgelser er man af etiske grunde lykkeligvis ikke begyndt på! Eller teodicéproblemet: Hvis der findes en Gud, der er god og almægtig, hvorfor er der så ondt i verden? Appliceret på helbredelses- og forbønsdebatten: Hvis Gud kan helbrede én person, hvorfor helbreder han så ikke alle, der er syge? Det er spørgsmål, der ikke let findes svar på, men som venter på at blive yderligere belyst. Men de ændrer ikke noget ved det faktum, at forbønsundersøgelser som disse, publi-ceret over en bred kam af anerkendte lægetidsskrifter, er et udtryk for, at miraklernes tid slet er ikke forbi, tværtimod. Mennesker oplever også i dag forbøn og andre former for trosrelate-rede coping- og interventionsformer som meningsfulde og meningsskabende møder mellem Himmel og Jord, mindst lige så meget, som mennesker har gjort det før i tiden.

Back to list