Prøv alt, hold fast ved det gode

Niels Christian Hvidt svarer på kritik af profetinden Vassula Rydén.

I nr. 90 af Den Nye Dialog bragtes ved siden af en anmeldelse af min bog "Mirakler" ved Anna Maria Aagaard en anmeldelse ved Povl Sebbelov, som langede ud mod dens katolske elementer, hvorimod de ortodokse miraker fik lov til at stå uimodsagt. Ligesom Povl Sebbelovs tidligere indslag lukkede den konfessionelle polemik af for dialog fra min side. Jeg foretrækker ikke at føje nyt til den i forvejen pinlige splid mellem kristne, det største eksisterende anti-vidnesbyrd mod kristendommens sandhed.

Jeg føler derfor en vis skuffelse over at Ingerlise Provstgaard med sit indlæg i nr. 91 af Den Nye Dialog nødvendiggør denne artikel, der alene skal omhandle Vassula Rydén og de spørgsmål om bedømmelsen af profetiske budskaber, der knytter sig til hendes skrifter "Sandt Liv i Gud". For her bringer fejlinformationer og ensidighed den dialogiske formidling helt af sporet. Det er fint, når folk har oplevet at blive reddet ud af New Age spindelvævet, som det er tilfældet med Ingerlise Provstgaard, der ligefrem selv har prøvet automatskrift. Men ofte fører sådannes negative oplevelser dem til en inkvisitorisk virksomhed, og de ser New Age bevægelsens skygger overalt. Her er vi kommet til den tilstand, som kirkefaderen Irenæus advarer mod, når han taler om den måske allerstørste fare, som falskprofetien kan lede til: Nemlig at forkaste også de sande profetiske gaver.

I nr. 91 af Den Nye Dialog nævner Provstgaard Vassula kort. Her hedder det, at "der i Den Katolske Kirke er en dame, der skriver med automatskrift." Man spørger sig, om der er tale om den samme person: Vassula tilhører ikke den katolske, men den græsk-ortodokse kirke, og hendes særlige håndskrift er ikke automatskrift. I nr. 91 er der tydeligvis læst på lektien, således at der henvises til folk, der har analyseret håndskriften grundigt og afvist, at der er tale om automatskrift. En af dem, der har skrevet om Vassulas særlige nådegave er Christian Curty, Frankrigs førende eksorcist og en ledende ekspert på New Age området, der selv har hjulpet mange ud af fænomener som nu fx automatskrift. Når Provstgaard afviser Curtys argumenter som "Elvertåge", så er det simpelthen noget vrøvl. Provstgaard kan selv føre denne del af dialogen videre direkte med Curty, men det er måske ikke nødvendigt, eftersom hun selv skriver lige efter, at man jo ikke umiddelbart kan vide, hvem der fører pennen, ligesom man ikke kan "bevise, om det er Guds stemme eller ens egen eller en fremmed ånds stemme, der somme tider kan lyde i menneskets indre." Helt rigtigt. Ligesom oplevelser af Guds røst i sindet, for slet ikke at tale om klassiske profetiske modi så som lokutioner (at få lagt ord i munden, red), auditioner eller visioner i sig selv ikke kan føre til en antagelse eller forkastning af en profetskikkelses ægthed, idet fænomenerne udefra betragtet findes i de forskelligste åndelige sammenhænge, ligeså lidt kan Vassulas nådegave forkastes a priori, fordi den minder om noget, der også kendes fra usunde religiøse kontekster. Håndskriften er en usædvanlig nådegave, der imidlertid aldrig gør Vassulas skrifter til mere end Bibelen, der alene er yderste norm for den kristne Åbenbaring, ufejlbar i ordets teologiske betydning. Som Provstgaard siger, må man derfor se på budskabet, der forkyndes, så lad os koncentrere os herom.

Med en imponerende generaliseren fejes hos Provstgaard (og Sebbelov) inkvisitionens pisk hen over væsentlige aspekter af den klassiske passionsmystik, der i århundreder har været i centrum for katolske mystikeres og andre troendes taknemmelige betragtning af højdepunktet i Guds forløsningsværk: Jesu Korsfæstelse. I langt størstedelen af kristen spiritualitet har indlevelsen i Kristi lidelse, ofte langt mere klart skildret end hos Vassula, været af største betydning. Kristi korsdød er blevet betragtet på en måde, der gjorde hans forløsningsværk pertinent (relevant, red.) nærværende for den betragtende, præcis sådan som det er tilfældet hos Vassula. Det gælder i den katolske mystik, fra Gertrud af Helfta, Birgitta af Vadstena, og Catherina af Siena til Katherina Emmerich, Maria Valtorta og Faustina Kowalska. Det gælder også indenfor de fra reformationen stammende traditioner, ikke mindst i pietismen og særlig hos Zinzendorf og de på Island meget afholdte "Passionshymner" ved Hallgrimur Petersen. I Danmark har især Brorson beskæftiget sig med passionsmystikken, Han har en meget storslået meditation over Kristus på korset (med gennemgang af de enkelte legemsdele! Det er en stærk tradition fra middelalderen): Den hedder „Jesum seer jeg for mit øye" (Nr. 40 i Samlede Skrifter, naturligvis ikke med i salmebogen). Det er en af Brorsons originalsalmer (i modsætning til de mange som han har gendigtet efter tysk forlæg), og den rummer bl.a. en meget smuk Jesu Hjerte-meditation:

I øvrigt er "Hil dig, frelser og forsoner" og "O hoved, højt forhånet" (begge i Den Danske Salmebog) udsprunget af samme tradition. Det er henholdsvis Grundtvigs og Paul Gerhardts gendigtninger af en gammel cistercienser-hymne som oprindelig var et af leddene i en lang meditation over den lidende frelsers legemsdele. Buxtehude har sat det hele i musik (Membra Jesu Nostri).

Faktum er, at passionsmystikken altid har været kilde til at lade troen vokse og formes i kærlig taknemmelighed til Kristus i betragtningen af hans forløsningsværk. Når vi vender os til Det Nye Testamente, bliver det klart, at Kristi korsdød var reel, den var blodig, og Kristus døde faktisk af at blive pint og korsfæstet. Her er vi langt fra den gnostiske afsky for tanken om, at Gud kunne have noget at gøre med det fysiske, langt fra gnostisk-doketistiske tendenser, hvor Kristus kun er synbart menneske og i virkeligheden ikke lider på korset. En så kras forhånelse af passionsmystikken, som denne bl.a. kommer til udtryk hos Vassula, er enten udtryk for galloperende ukendskab til passionsspiritualiteten, til dens realisme og dybt evangeliske motivation, eller et udtryk for galloperende uforskammethed og manglende hensyn mod dem, der gennem den er kommet Kristus nærmere. Eller en trist kombination af begge.

Fejlagtigt citeres Vassula for at sige, at den endelige dom står for døren. Det siger hun ikke. Vassula taler om, at en periode er ved at være slut og beder om Helligåndens udgydelse; Kristus er ikke dømmende men kritiserer, ligesom Kristus har gjort i andre profetiske budskaber, med rette dem, der afviser hans budskab uden at have set på dets indhold og frugter. Lignende udmeldinger kender vi fra Det Nye Testamente, når Kristus fx siger: "Den, der forkaster mig og ikke tager imod mine ord, har mødt sin dommer: Det ord, jeg har talt, det skal dømme ham på den yderste dag" (Joh 12,48 – 49). Hvis man tager sådanne ord ud af deres kontekst og evangeliets samlede forkyndelse om frelse i Kristus, får man et billede af en urørlig dommer. Det samme gør sig gældende med Vassulas skrifter, hvis eneste formål er at pege hen på frelsen i Kristus. Den, der læser Vassulas budskab med et åbent hjerte, kan ikke andet end føle sig radikalt elsket af den Kristus, der ikke bare døde for os, men som netop bliver ved med selv at minde os om Ordet og føre ind i dets sandhed.

Provstgaard taler om, at meget i hendes bedømmelse i sidste ende er subjektivt. Rigtigt. Derfor leder hun efter "objektive" elementer, der ikke stemmer overens med Skriften. Som bedste eksempel giver hun beretningen hos Vassula om Korsfæstelsen og Jesu ord om, at hans martrere slog ham og brækkede hans næse, og at det ikke skulle stemme overens med profetien om, at "ingen af hans knogler må blive knust". Her er det helt legitimt, som Vassula gør det i et interview den 23. april 2003 med Anne Korsholm i Kristeligt Dagblad, hvor Korsholm citerer Provstgaards angreb, enkelt at sige, at der var tale om brusken, som den yderste del af næsen består af. Resultater fra nyere forskning (særlig arkæologisk og medicinsk) tyder på, at Kristus ikke blev korsfæstet gennem håndfladen, men håndroden. Knoglerne her kan heller ikke have haft det for godt bagefter. Mere afgørende er det imidlertid, at sådan fundamentalistisk læsning af Bibelen let fører ud i absurditeter, hvor man kan finde ting i Det Nye Testamente, der synes at stå i direkte modstrid med andre bibelske forordninger.

Diskussionen af enkeltelementer i et profetisk budskab er væsentlige forudsætninger for at kunne vurdere det som ægte. Det væsentligste indicium for Åndens virke er imidlertid frugten, der skal vidne om træets sundhed. Djævelen kan sikkert gøre mange mirakler og mærkelige ting. Ét formår han derimod ikke: At føre mennesker til at overgive sig til og elske Kristus. Og det er, hvad "Sandt liv i Gud" budskabet har ført tusindvis af mennesker til at gøre. Provstgaard begrænser ikke sit inkvisatoriske virke til en artikel i ny og næ, men har ligefrem holdt foredrag herom, hvor hun søger at få folk, der er blevet omvendt gennem læsningen af budskaberne på andre tanker. Det kan man bl.a. læse om i en artikel i "Klosterposten" (august 2003), hvor det ligefrem hedder, at hun har fået overbevist artiklens forfatter, sognepræst Kirsten Mørch-Nielsen og dennes mand, der "til at begynde med var overbeviste om, at hendes meddelelser var ægte". Ligeledes kan man læse om en mand, der var kommet til tro gennem Vassula, og her var det "smerteligt at se hans skuffelse over Ingerlises ganske overbevisende skepsis". Mere og andet end smerteligt bliver det, når denne "skepsis" ved nærmere eftersyn viser sig at være alt andet end overbevisende, endnu mere smerteligt, når billedet af Provstgaards virke ikke bliver at tjene Evangeliets renhed, men at lægge blokeringer i vejen for menneskers vej til Kristus, selvom hun sikkert har intentioner om andet. Af alle Guds underfulde værker i nyere tid, har jeg ikke set ét, der har ført så mange mennesker til Kristus og til et varigt og holdbart liv i ham som "Sandt Liv i Gud."

Som jeg skriver i mit kapitel om Vassula, offentliggjorde Vatikanets "Troslærekongregation" i 1995 en "Notifikation" mod Vassula, i hvilken der anføres en del kritikpunkter, der fra et katolsk ståsted er mere substantielle end Provstgaards anklager. Dokumentet kom meget pludseligt, og den danske Katolske Kirkes nuværende Generalvikar, Pastor Lars Messerschmidt, var en af flere, der undrede sig over det; han skrev således et indlæg i hvilket han gjorde det klart, at Notifikationen var en normal del i et bedømmelsesforløb og på ingen måde forbød katolske troende at læse Vassulas budskaber. I april måned 2003 er det blevet klart, at Vassula siden år 2000 har været i en seriøs dialog med Troslærekongregationen. For første gang har man gjort hendes budskaber til genstand for en tilbundsgående efterforskning ved flere uafhængige lektorer, der har studeret hendes bøger over et år. Havde deres votum været gennemgående negativt, havde man stoppet dialogen og ladet tingene stå ved "Notifikationen" fra 1995. Faktum er imidlertid, at deres votum har ført til, at dialogen har kunnet fortsætte, sådan at Kardinal Ratzinger i foråret 2002 stillede Vassula fem spørgsmål, der i princippet opsummerer kritikpunkterne i Notifikationen fra 1995, og som Vassula har svaret på over 33 sider i juni 2002. Disse svar er nu blevet vurderet, og i februar 2003 bad Ratzinger om, at spørgsmål og svar skulle blive publiceret i alle nye udgaver af hendes bøger, hvilket første gang skete i bind 12, der udkom i april 2003. Dialogen er hermed blevet offentlig og fortsætter med den forsigtighed men samtidige åbenhed, der er nødvendig, hvis "bedømmelsen af ånderne" skal opfylde sit formål.

For når vi taler om kristne mirakler og profetiske budskaber, er bedømmelsen jo afgørende ikke kun for at afsløre falske manifestationer. Hvis dialog skal være dialog, skal tjene Evangeliet i dag og i det hele taget skal betyde noget for mennesker, må den være alsidig, ikke ensidig og antagonistisk. Sådan dialogisk har jeg da også lært Dialogcentret at kende hidtil. Paulus har fint udtrykt denne balance, når han siger til Thessalonikerne: "Udsluk ikke Ånden, ringeagt ikke profetisk tale. Prøv alt, hold fast ved det gode, hold jer fra det onde i enhver skikkelse!" (1 Thess 5,19 – 22).