Kronik ”Hvis blot jeg kunne se ét mirakel, ville jeg tro”. Sådan skrev allerede Hans Kelsen (1881-1973), en af de kendteste retspositivister i en artikel i Gott und Staat (1923). Og mange har fulgt trop. Mirakler og underberetninger har altid haft debatværdi og magt til at stille verdensbillederne på højkant og op mod hinanden. Det blev tydeligt ved publikationen af min bog ”Mirakler – Møder mellem Himmel og Jord” (Gyldendal) og den debat, den har medført. I mange af indlæggene blev det tydeligt, som jeg også skriver det i bogen, at ateismen oftest manifesterer sig som en overbe-visningssag, en ”tro”, i lige så høj grad som den religiøse tro, blot med modsat fortegn. Til tider må ateisten kæmpe for at give argumenter for ateismens grundsætninger, ligeså meget som den troende vil gøre det. I århundreder er der i de latinske lande foretaget videnskabelig undersøgelse af det, man har set som guddommelige helbredelsesundere. Den Katolske Kirke har en årtusindgammel tradition for at helgenkåre særlig benådede mennesker som eksempler for efterfølgelse. Helgenkåringer foretages på baggrund af det usædvanligt gode rygte, der omgiver personer som Moder Teresa fra Calcutta, hvis salig- og helgenkåring ligger indenfor den nærmeste fremtid. Men dette vidnemate-rialet om personen slår ikke til, for det kunne jo tænkes, at personen havde levet en skjult dobbelttilværelse. Derfor følger den Katolske Kirke det princip at man for at være helt sikker på, at en person virkelig er i Guds herlighed og helgen, at man har behov for en guddommelig lakmusprøve, et guddommeligt empirisk bevis på at den er god nok. Denne lakmusprøve handler om forbøn: Det skal kunne påvises, at Gud på forbøn af den givne helgenkandidat har udført en mirakuløs helbredelse. Det kan se således ud: Kære Moder Teresa, vil du ikke nok bede til Gud for min syge mand, at han må blive helbredt! For at være sikker på, at der virkelig er tale om helt uforklarlige undere, er der til Helgenkårings-kommissionen tilknyttet en kommission bestående af 50 af Italiens bedste læger. De er ikke ansat af Vatikanet, men tilknyttet Helgenkåringskommissionen alene som konsulenter, idet det betrag-tes som den største faglige anerkendelse at blive udnævnt til en af Helgenkåringskommissionens konsulenter. Det er ikke et krav, at man er troende; kommissionen har flere ateister tilknyttet. Når der er sket en tilsyneladende uforklarlig helbredelse påkaldes læger, der er specialister indenfor den pågældende sygdom til at være djævelens advokater. Deres opgave er ved undersøgelse af den syges journal at søge en naturlig forklaring på helbredelsen. Det hænder, at sygdommen ikke alene vurderes at være forsvundet på uforklarlig vis, men at man mener, at sygdommen kun kan være forsvundet ved et indgreb – et indgreb fra en eller anden usynlig realitet. Som med flere tu-morer, der ikke alene desintegreres på få timer, men hvis masse også forsvinder ud i den blå luft, hvilket på så kort anses for at være umuligt udenfor fordøjelsessystemet uden en eller anden form for direkte indgreb. Eller som med Robert Gutherman, der som 14-årig i 1974 blev ramt af Kolesteatom – en pinefuld sygdom, der langsomt nedbrød knoglevævet i hans indre øre for at gøre det til en sandagtig mas-se. For at forhindre, at sygdommen spredte sig til hjernen og derved blev livsfarlig, tømte man hele det indre øre, inklusive membranen og alle knogler, der er nødvendige for hørelsen. Og så indtraf den utrolige hændelse. Efter forbøn til en amerikansk nonne begyndte han pludselig at hø-re igen. Lægerne troede først, der var tale om en psykologisk effekt, hvor hjernen dublerede hø-relsen fra det raske over på tømte øre. Undersøgelser viste imidlertid, at samtlige knogler og membranen, der er nødvendige for hørelsen, var blevet restitueret. Undersøgelsen af mirakler har normalt det problem, at det er svært at overvåge dem for at studere dem videnskabeligt, eftersom det er de færreste, der ved, hvornår der skulle ske et mirakel. Men de medicinske mirakler, der undersøges i Vatikanet og i Lourdes, er egentlig godt egnede til videre undersøgelser, fordi netop de hændelser som regel vil være underbygget af mange uafhængige vidneudsagn (den helbredte, familie, venner, læger og sygeplejersker). Endvidere bygger helbredelsesmiraklernes undersøgelser på det journalmateriale, der viser patientens indlæggelse og sygdomsforløb, som regel understøttet af røntgenbilleder taget før og efter. I Norden har miraklerne imidlertid levet en ganske hensygnende tilværelse, hvis de da ikke endte med at blive et overstået kapitel, hensat til folkefromhed og overtro. Men meget indikerer, at de er på vej tilbage til hjertet af diskussionerne, ikke kun indenfor trosområdet, men også indenfor dele af naturvidenskaben. Nylige, primært nordamerikanske, undersøgelser, der også giver genklang i Nordeuropa, går et skridt videre i forhold til de undersøgelser, lægekommissionerne i Vatikanet og Lourdes har foretaget i århundreder, der ikke kunne observere det uforklarlige, mens det skete. De nye undersøgelser søger nu at genskabe den uforklarlige virkning og efterprøve dens effekt ved forsøg. Der er tale om undersøgelser af, hvorvidt forbøn for syge mennesker kan have en positiv effekt på patienters helbredelsesforløb. Den første undersøgelse fandt sted i 1982-83 på San Francisco University Hospital under ledelse af Randolph C. Byrd, og resultaterne blev publiceret i juli 1988 i Southern Medical Journal. Navnene på de 393 hjertepatienter i Byrds forsøg blev af en computer delt i to grupper – en forsøgsgruppe og en kontrolgruppe. For at tage højde for placebo vidste hverken læger eller patienter, hvilke patienter der var i hvilken gruppe. Begge grupper modtog fuldstændigt samme behandling. Med én forskel: Forsøgsgruppens navne blev delt ud til en gruppe troende mennesker, der i en periode forpligtede sig til i fortrolighed at bede for netop de patienter. Forsøgs- og kontrolgruppernes behandlingsforløb blev vurderet efter samme point-skala, og så viste det sig, at de patienter, der blev bedt for, havde det klart bedre end kontrolgruppen! De senere af disse forbønsundersøgelser har fulgt hovedtrækkene i samme metode. I en af dem bad en gruppe forskere forbønsgrupper rundt omkring i verden at bede for halvdelen af 219 kvin-der med fertilitetsproblemer i alderen 26-46 i behandling ved en fertilitetsklinik i Sydkorea. Hverken læger eller patienter vidste, at de var med i et forsøg. De bedende fik udleveret fotografier, men havde ingen kontakt med patienterne. Udfaldet fra undersøgelsen, blev publi-ceret i 2001 i The Journal of Reproductive Medicine. Af kvinderne i forsøgsgruppen blev 50 pro-cent af gruppen gravide, af kvinderne i kontrolgruppen derimod kun 26 procent. Julenummeret af British Medical Journals var helt helliget undersøgelsen af ”det paranormale”. Lederen sammenfatter en af undersøgelserne således: ”Leonard Leibovici påbegyndte sit ekspe-riment ved at lægge afstand til forestillingen om, at tiden er lineær. I et dobbeltblindet randomiseret forsøg bad han mennesker om at bede for patienter, der havde været i hans hospital for flere år siden. Sammenlignet med fraværet af forbøn bevirkede en kort bøn et betydeligt bedre resultat. Leibovici siger, at ’fjern, tilbagevirkende forbøn… skulle tages i betragtning i klinisk praksis.’ Han er stadig positivist af sind og påpeger, at James Lind opdagede midlet mod skørbug århundreder før opdagelsen af ascorbinsyre. Visionære indbydes til at forklare Leibovicis resulta-ter på bmj.com.” Konklusionerne som den ovennævnte er der flere slags af. Flere artikler slutter med at foreslå forbønnen som et fast element i behandlingen af syge, underbygget af det argument, at forbønnen jo er en billig ”behandlingsform”, der samtidig ikke har kendte bivirkninger. Ofte lyder konklusionen noget i retning af: ”Vi kan ikke forklare, hvad der foregår og hvad, det er, der fungerer, men der er altså noget, der fungerer.” Her ville det være ekstremt interessant at få belyst, hvilke forklaringsmodeller, der eksisterer omkring fjernforbønnens mekanismer – et objekt emne for tværfaglig medicinsk-teologisk formidling. Der vil være mange problemer, der skal diskuteres: Hvad med negative former for ”forbøn” – woodoo og sort magi, hvor man ved ”fjernforbandelser” prøver at nedbringe ondt over personer, man har noget imod? Eller teodicéproblemet: Hvis der findes en Gud, der er god og almægtig, hvorfor er der så ondt i verden? Appliceret på helbredelses- og forbønsdebatten: Hvis Gud kan helbrede én person, hvorfor helbreder han så ikke alle, der er syge? Spørgsmål som disse venter på at blive behandlet. Men de ændrer ikke noget ved det faktum, at forbønsundersøgelser som disse, publiceret over en bred kam af anerkendte lægetidsskrifter, er et udtryk for, at miraklernes tid slet er ikke forbi, tværtimod. Det er også den tese, jeg søger at illustrere i min bog ”Mirakler – Møder mellem Himmel og Jord” (Gyldendal 2002), snarere end at bevise den: At miraklerne stadig udgør et religionssociologisk og fænomenologisk faktum. At mennesker også i dag oplever mirakler som meningsfulde møder mellem Himmel og Jord, sådan som mennesker har gjort det før i tiden. Bogens tese og formål har en klart provokerende værdi: At belyse miraklerne seriøst pga. Den store betydning, de nu engang har haft i historien og stadig har i dag. Bogens formål og metode har netop ikke været den distancerede, analytiske tilgang, der søger udtømmende at fremlægge alt dokumentationsmateriale, for og imod, som foreligger om de uforklarlige hændelser. Det ville for de 17 case-stories, bogen handler om, være resulteret i mange tusind sider, der næppe havde inte-resseret en sjæl. Jeg har valgt at skrive min bog ud fra den fænomenologiske tilgang. Inspireret af Edmund Husserl søger fænomenologien at beskrive fænomener, sådan som de fremtræder for og perciperes af personer. Bogen søger således ikke at forklare miraklernes årsag eller indre struktur. Jeg har bevist valgt at berette om måden, hvorpå miraklerne tolkes af dem, der har oplevet dem, bevidst søgt at videregive deres symbolværdi, i stedet for blot at lade dem fremstå i deres rene uforklarlighed og fascination. Det er nemlig trostolkningerne, der gør de mærkelige hændelser til de mirakler, som bogen handler om. Ville det så ikke have været bedre helt at undlade at lade miraklerne få nogen form for berøring med den videnskabelige sfære? Nej, for også beskrivelsen af de videnskabelige undersøgelser, der understøtter miraklerne, er en del af fænomenologien. Der skulle netop så meget undersøgelsesmateriale på bordet, så det bliver klart, hvordan moderne, ofte skeptiske mennesker kan tage miraklerne alvorligt. Undersøgelserne er med til at føre miraklernes anerkendelse ud over kredsen af førstehåndsvidner, hvorved de netop kan få bred betydning i den religiøse sfære. Min bog udelader de hændelser, hvor der er for stor tvivl om, hvorvidt de mirakuløse erfaringer virkelig har positiv betydning for mennesker. Og den udelader kuriøse hændelser, der kun har betydning for små og marginaliserede grupper mennesker. Bogen beskriver i stedet hovedtrækkene i hændelser, der udgør væsentlige budskaber for mange mennesker. Omkring 4 mio. mennesker besøgte f.eks. Ligklædet (det stofstykke, som bærer et uforklarligt billede af en mand, der blev korsfæstet og som af mange anses for at have omgivet Kristus, da han lå i graven), da det blev udstillet i 1998; den græsk-ortodokse mystiker Vassula Rydén har nu ved flere lejligheder talt ved møder med over 100.000 mennesker, og hendes bøger er oversat til 40 sprog; Lysmiraklet i Jerusalem er kendt i hele den ortodokse verden og har enorm værdi for enheden blandt de forskellige ortodokse kirker. Det er miraklernes fascination og underholdningsværdi, som skaber den bredeste interesse for dem. Det er en interesse, der også giver liv og næring til megen fiktion, hvor mysteriet er en af fortællingens væsentligste livsnerver. Mirakelfortællingerne får næring fra den samme fascination, men går et skridt videre. De er hændelser fra det virkelige liv og dermed mere end fiktion. Det, der imidlertid synes at have rejst den mest grundlæggende og glødende debat, er netop spørgsmålet om, hvorvidt mirakler og moderne videnskab overhovedet kan have noget med hinanden at gøre. Teologien begynder ikke blot der, hvor naturvidenskaben ophører. Der er meget diskussionsstof på fælles vandring. Jürgen Habermas, vor tids måske største tyske filosof, behandlede dette emne i sin tale, da han i november 2001 fik overrakt de tyske boghandleres fredspris i Frankfurt. Talen, der i Tyskland er blevet kaldt de sidste ti års væsentligste tale, og som er udkommet i bogform, hedder slet og ret ”Tro og viden”. Habermas stiller de med sekulariseringen forbundne problemer til debat. Han skriver, at Vesten må tage den ”uafsluttede dialektik i den egne vesterlandske sekulariseringspro-ces” op til overvejelse, hvis man vil ”undgå en kulturernes krig”. Dette krav har fået yderligere næring efter den 11. september 2001, der har ladet spændingen mellem sekulariseret samfund og religion ”eksplodere på ganske anden vis”. Habermas’ argument er, at diskussionen mellem tro og viden har fået fornyet betydning, ikke mindst på baggrund af de etiske udfordringer, gentekno-logien rejser. I talen bruger Habermas ikke en eneste gang begrebet ”post-moderne” om vor tid. Derimod bruger han om vort samfund i dag tre gange begrebet det ”postsekulære samfund”. Med det karakteriserer han en tid, hvor det, uden at kaste fornuften over bord, slet ikke behøver at være så ufornuftigt at tale om tro. Selv ikke for en filosof som Habermas, der ellers har været kendt for Frankfurterskolens venstreorienterede, kritiske tilgang til tro. Selv ikke for den mennesketype, som Habermas tilsyneladende selv tilhører, og som han betegner som ”religiøst umusikalske”. Habermas’ tale klinger fint med et citat fra Blaise Pascal, bragt i omtalte leder i British Medical Journal: ”Der findes to ekstremer: At udelukke fornuft og ikke at godtage andet end fornuft! For-nuftens største indsigt er, at fornuften har en grænse. Fornuftens sidste skridt er at anerkende, at der er en uendelig mængde af ting, der overskrider den. Fornuften er helt enkelt svag, hvis den ikke opnår denne erkendelse.” Det uforklarlige kan måske ikke forklares. Men der er god grund til at behandle det med fornuftig respekt og respektfuld fornuft.

Back to list