Niels Christian Hvidt
33 år. Han er cand. Theol. i 1997, forsvarede sin doktorgrad i 2001 ved Gregoriana Universitet i Rom, hvor han i dag underviser. Niels Christian Hvidt skrev sidste år bogen ”Mirakler – møder mellem him-mel og jord”.
For Niels Christian Hvidt er naturvidenskab og religion ikke to mod-satrettede kategorier. Tværtimod anser han dem for at kunne berige og understøtte hinanden, således at der opstår gensidig nysgerrighed og respekt de to verdener imellem.

Medicinske Mirakler og Teologi

Niels Christian Hvidt

Kan lægevidenskab og mirakler overhovedet have noget med hinanden at gøre? Er de ikke snarere to modsatrettede kategorier, den ene rationel og konkret, den anden æterisk og uhåndterlig? Dette har længe været en udbredt opfattelse. Historisk har Kirken ofte sat sig imod nye videnskabelige fremskridt, fordi de brød med datidens erkendelse og kulturelle ho-risont. Omvendt har medicinens store fremgang i nogle kredse ført til en næsten metafysisk overbevisning om, at den medicinske metode kunne fortsættes ind i alle områder af den menneskelige eksistens og forklare alt, der var væsentligt, hvilket gik ud over den religiøse tolkning af virkeligheden. Bredt er det jo også sådan, at den religiøse tilgang til verden hand-ler om at tro, hvorved den naturvidenskabelige tilgang, ikke mindst efter Karl Popper, handler om at stille spørgsmålstegn og tvivle. Ikke desto mindre kender historien faktisk til mange frugtbare platforme for videnskabelig, empirisk undersøgelse af trosrelaterede emner, og der er, særlig i katolsk sammenhæng, en lang filosofisk tradition for den overbevisning, at tro og fornuft ikke er modsatrettede størrelser. Tværtimod anses de for at kunne berige og under-støtte hinanden i gensidig voksende erkendelse af den virkelighed, der er vores.

Denne indsigt har ført til langvarigt samarbejde mellem teologer og læger, især i Helgenkå-ringskommissionen i Rom. I de sidste år ser det dog ud til, at samme videnskabelige interes-se for trosrelaterede emner også har fundet videre udbredelse inden for lægevidenskaben og bl.a. ført til opsigtsvækkende forsøg troens betydning for helbred generelt, ja endog under-søgelser omkring bønnens mulige indvirkning på patienters helbredelsesforløb. Der er meto-diske forskelle mellem undersøgelserne i Vatikanet og de moderne forbønsundersøgelser, men de relaterer dog alligevel klart til hinanden, idet der må følge teologiske overvejelser af al form for empirisk undersøgelse af emner, der er sammenvævet med og af betydning for tro.

Interessen for forholdet mellem tro og helbred går langt tilbage og er udbredt i de flest kultu-rer. Men i vesten er der tale om noget af en nyskabelse, og det bliver stadig mere tydeligt, at der ved begyndelsen af det tredje årtusind er helt anderledes fællesrum for teologi og natur-videnskab end for blot halvtreds år siden. Fra et teologisk perspektiv lægger forskningen at-ter op til overvejelser omkring, hvordan vi forstår samspillet mellem den åndelige og den fysi-ske virkelighed, og et af de store opgaver er at fremlægge og vurdere fordele og ulemper ved de forskellige modeller for interaktionen mellem spiritualitet og helbred samt at diskutere de problemstillinger, som tanken om guddommelig interaktion med verden medfører. Der er et stadigt større behov for at kortlægge og diskutere forskellige modeller for hvad folk tror på, når de er overbeviste om, at forbøn for syge rent faktisk gør en forskel.

Undersøgelsen af mirakler i Vatikanstaten

Undersøgelsen af beretninger om mirakler afvises gerne med det enkle argument, at de, selvom de teoretisk set kunne forekomme, aldrig ville kunne bevises empirisk. Men i Vatika-nets såkaldte Helgenkåringskommission anskues forholdet fra en noget anden synsvinkel, idet man i århundreder netop har benyttet sig af uforklarlige, men medicinsk bekræftede, helbredelser som empirisk bevis for, at en person kan helgenkåres.

I modsætning til den protestantiske tradition har man i de to ældste kristne traditioner – Østens ortodokse og Vestens katolske kirker – lige fra begyndelsen haft et særligt forhold til sine helgener. Helgener defineres som personer, der har åbnet sig så meget for Gud, at han kunne manifestere sin kraft gennem dem og derved overskygge deres egen svaghed. Hel-genen er ikke en åndens Herkules, som modstår djævelens fristelser og kæmper englenes kamp med egne muskler. Han eller hun er tværtimod én, der formår at „blive mindre, for at Gud skal blive større“, som Johannes Døberen sagde om sit forhold til Kristus (Joh. 3,30), og som Paulus sammenfattede i de ord, Kristus efter hans eget udsagn gav ham: „Min nåde er dig nok, for min magt udøves i magtesløshed,“ for siden at konkludere: „For når jeg er mag-tesløs, så er jeg stærk“ (2. Kor. 12, 9 10).

En person anses således for at være helgen, når han eller hun uden vaklen har udvist en livsførelse, der ved at overgå personens egne evner netop peger på Guds kraft. Det første, Helgenkåringskommissionen derfor gør, når den skal undersøge en mulig helgenkandidatur, er at prøve personen for varig „heroisk dyd“, som det hedder. Mener man, denne prøve er opfyldt, er man klar til at gå videre til den næste og langt sværere eksamen. For til trods for at en person kan have et helligt ry og rygte og kan have mistet skalp eller hele hovedet for ikke at svigte Den Almægtige, kan det jo godt være, personen alligevel levede en skjult „Dr. Jekyll and Mr. Hyde“ tilværelse. Kun Den Almægtige ved, om personen befinder sig i hans himmelske nærvær og ikke i skærsild eller Helvede. Derfor konkluderer man i katolsk teologi, at det i sidste ende også er Den Almægtige selv, der må give sit „empiriske bevis“ på, at den angivelige helgen virkelig er kommet gennem nådens nåleøje, og at der ikke er tale om en falsk helgen.

Men hvad går det empiriske bevis så ud på? Katolikker og ortodokse tror, at en af helgener-nes primære opgaver er at bede for mennesker på jorden. Det er derfor logisk nok, at lak-musprøven drejer sig om den pågældende persons evne til efter sin død at opnå store ting på jorden i kraft af sin forbøn. Betingelsen for en persons helgenkåring er derfor en miraku-løs helbredelse opnået ved den pågældende persons forbøn. Det er ikke nok, at en person er blevet helbredt. Ved inddragelse af vidner skal det kunne bevises, at helbredelsen fandt sted, efter at der var nogen på jorden, der gav sig til at bede den afdøde hellige person om at gøre et stykke bønsarbejde i Himlen for den syge. Bønnen kan lyde: „Kære Moder Teresa af Calcutta, vil du ikke nok bede til Gud, at han må helbrede min datter.“ Eller: „Kære Gud, vil du på forbøn af Moder Teresa af Calcutta ikke nok helbrede min datter.“ Det skal kunne be-vises, at der er en direkte årsag virknings kæde mellem menneskets bøn, helgenens forbøn og den mirakuløse helbredelse. Det betyder så igen, at Helgenkåringskommissionens jurister skal have tilstrækkeligt sikre vidnesbyrd om, at der kun er blevet bedt til den pågældende person og ikke til alle mulige andre, da det jo så ville være umuligt at verificere, hvem det egentlig var, der havde udført bønsarbejdet. Det går jo ikke, at man får helgenkåret en per-son på en mirakuløs helbredelse, der i virkeligheden er opstået på forbøn af et helt andet in-divid i Himlen.

Det lyder måske enkelt nok, men faktum er, at Helgenkåringskommissionen er et stort fore-tagende med godt 25 fuldtidsansatte teologer og jurister, der med udsigt over Peterspladsen slider med sagerne fra 9 til 17, fra mandag til og med lørdag. Hertil kommer de 80 italienske læger, der er tilknyttet kommissionen som konsulenter. Helgenkåringskommissionens med-arbejdere har travlt, for pave Johannes Paul II har foretaget flere salig og helgenkåringer end nogen af sine forgængere i nyere tid, til dags dato i alt 984 saligkåringer og 296 helgen-kåringer. Det er i gennemsnit 64 kåringer om året. Hertil skal dog siges, at mange af disse er helgenkåringer af martyrer, der som de eneste er undtaget for mirakelprøven, og når Hel-genkåringskommissionen ifølge en nylig undersøgelse offentliggjort i The Economist er i færd med at undersøge 1500 sager, bliver det klart, at megen tid går med at bortfiltrere de helgenkandidaturer, der enten strander på manglende bevismateriale eller ikke lever op til miraklets lakmusprøve.

Helgenkåringskommissionen opererer med rigoristiske kriterier for underfulde helbredelser: 1. Helbredelsen skal være fuldkommen. 2. Der må ikke være tilbagefald. 3. Den skal være uforklarlig ud fra alle gældende lægevidenskabelige parametre. 4. Helbredelser med høj na-turlig helbredelsesrate såsom hudkræft afvises på forhånd.

Lægekommissionen i Lourdes.

Et andet sted, hvor man med medicinsk metodologi undersøger spontane remissioner, der opstår i sammenhæng med forbøn, er i Lourdes i Frankrig. Efter Bernadette Soubirous åbenbaringer i Lourdes i 1858, i hvilke det blandt andet hed, at mennesker skal blive helbredt ved bøn på dette sted, har millioner af pilgrimme, herunder mange syge, hvert år besøgt Lourdes. Det første mirakel siges at være sket allerede den 27. februar 1858, få dage efter den første åbenbaring. Mange hævder at være blevet raske efter forbøn, ligesom flere ver-denskendte forfattere og musikeres arbejder har handlet om Lourdes´ forunderlige historie. For at sikre mod charlataneri, nedsatte den Katolske Kirke fra begyndelsen en lægekommis-sion, der skulle undersøge de angivelige helbredelser. Selvom der kendes til over 1300 angi-velige helbredelser, har kun 66 opnået det officielle blåstempel. Lægekommissionen, der skal have mindst én erklæret ateist som medlem for at støtte objektiviteten, arbejder ligesom Helgenkåringskommisionen efter bestemte kriterier, der ofte medfører årtiers sagsbehandlin-ger. Projektet diskuterer kriterierne, lægerne arbejder efter, ligesom det redegør for et udvalg af de helbredelser, som lægekommissionen i Lourdes har vurderet som uforklarlige.

Moderne dobbeltblindede forbønsundersøgelser

I de seneste år har samme videnskabelige interesse for det uforklarlige også fundet videre udbredelse inden for lægevidenskaben og bl.a. ført til kontroversielle men interessante for-søg omkring bønnens mulige indvirkning på patienters helbredelsesforløb, uden at disse pa-tienter er klar over at der bliver bedt for dem (Remote Intercessory Prayer, på dansk fjernfor-bøn).

Det er efterhånden et rimelig bredt anerkendt faktum at psyken har en eller anden form for forbindelse med immunforsvaret og helbredet generelt. Særligt har undersøgelser vist at mennesker med en religiøs livsholdning som regel klarer sig bedre helbredsmæssigt end mennesker uden nogen tro. Der er rig diskussion om hvilke mekanismer der gør sig gælden-de i disse forhold. Der er bred enighed om, at der i kølvandet på den religiøse tro følger en sundhedsadfærd, der fremmer helbred (mindre rygning og alkoholmisbrug, sundere seksuel adfærd, etc) samt psykoneuroimmunologiens tro på troens psykosomatiske og placeboagtige betydning, selvom mange stadig mener at spiritualitetens tilsyneladende positive terapeuti-ske effekt også kan overskride det psykosomatiske og have spirituelt udgangspunkt.

Nyere forsøg går imidlertid et skridt videre, idet de er opstillet som klassiske medicinske ran-domiserede, dobbeltblindede kontrolforsøg: Patienter og læger ved ikke at de er med i et for-søg. Der er ingen forbindelse mellem patienterne og forbederne - derfor betegnelsen "fjern-forbøn". Herved søger man at undgå psykosomatisk effekt, placebo og bias.

Disse undersøgelser tog for alvor fart med et kontrolforsøg foretaget under ledelse af Ran-dolph C. Byrd mellem august 1982 og maj 1983 på San Francisco General Hospital, publice-ret i Southern Medical Journal i juni 1988. En liste på 393 hjertepatienters navne blev af en computer randomiseret i to grupper - en interventionsgruppe og en kontrolgruppe. Begge pa-tientgrupper modtog naturligvis samme behandling, og hverken læger eller patienter vidste hvilke patienter der var i hvilke grupper. Den eneste forskel var at man bad en gruppe men-nesker der havde erklæret tro på en personlig Gud, om at bede for forsøgsgruppen. Hver forbeder fik udleveret navnene på nogle af patienterne, men havde ikke mødt dem. Efter nogle måneder vurderede man kvaliteten i de to gruppers behandlingsforløb, og her viste det sig at interventionsgruppen havde et bedre behandlingsforløb end kontrolgruppen. Byrd kon-kluderede med at skrive: "Forbøn til den jødekristne Gud har en positiv terapeutisk effekt". Byrds resultater satte skred i udviklingen med et stigende antal forsøg af samme karakter.

I Byrds forsøg vidste både læger og patienter at der fandt et forbønsforsøg sted, hvorved der arbejdes med en generel placeboeffekt der gælder alle patienter. Forsøget blev blindet ved at ingen vidste hvem der var i hvilken gruppe. I senere forsøg har man imidlertid opnået tilla-delse til at holde forsøget helt hemmeligt, for derved at opnå maksimal blinding for derved at udelukke al form for placebo og bias. Tilladelserne er blevet givet med det argument at der ikke kendes til negative bivirkninger ved forbøn.

I en af de sidste undersøgelser, der også var helt blindet, undersøgte en gruppe forskere 219 kvinder med fertilitetsproblemer i alderen 26-46 år, indlagt i Cha Hospital i Sydkorea for In Vitro Fertilisation (reagensglasbehandling). Forbederne befandt sig i USA, Canada og Au-stralien og havde intet andet end et foto af den person de forpligtede sig til at bede for. Kon-klusionen på forsøget, publiceret i Journal for Reproductive Medicine i 2001, lyder: "En stati-stisk betydelig forskel blev observeret omkring fjernforbøns virkning på IVF, selvom dataene bør betragtes som foreløbige." Af kvinderne i forsøgsgruppen blev 50% gravide mod kontrol-gruppens 26%.

Forsøgene, der betegnes som pilotstudier og under alle omstændigheder udgør et nyt ele-ment indenfor medicinsk empiri, er blevet kritiseret for forskellige metodiske svagheder, bl.a. svagheder omkring blinding samt mangelen af alment anerkendte score-systemer. Forsøge-nes metodiske forhold diskuteres i forskellige review-artikler, bl.a. en Cockhraine-artikel (Ro-berts 2003). Harvard Mind/Body Medical Institute, Duke University Medical School og flere andre medicinske institutioner i USA er i gang med forbønsundersøgelser som ovennævnte, hvor man søger at råde bod på de metodiske svagheder, som de hidtidige forsøg er blevet kritiseret for. Disse undersøgelser vil være en indikation om, hvorvidt resultaterne fra de hid-tidige forsøg udelukkende hidrørte fra metodiske svagheder eller ikke.

Generelle overvejelser omkring forbøn
Til trods for, at der er forskellige forestillinger omkring, hvorfor forbøn virker, fører de til flere generelle overvejelser. Flere medicinske artikler slutter med at foreslå forbønnen som et fast element i behandlingen af syge, underbygget af det argument, at forbønnen jo er en billig ”behandlingsform”, der samtidig ikke har kendte bivirkninger. Ofte lyder konklusionen noget i retning af: ”Vi kan ikke forklare, hvad der foregår og hvad, det er, der fungerer, men der er altså noget, der fungerer.” Her ville det være meget interessant at få undersøgt og diskuteret de forskellige trosparadigmer, som mennesker bevæger sig indenfor, når de er overbeviste om, at forbøn rent faktisk gør en forskel – et oplagt emne for tværfaglig medicinsk-teologisk formidling.
Der vil være flere problemer, der skal diskuteres: Hvad med negative former for ”forbøn” – woodoo og sort magi, hvor man ved ”fjernforbandelser” prøver at nedbringe ondt over perso-ner, man har noget imod? Eller teodicéproblemet: Hvis der findes en Gud, der er god og al-mægtig, hvorfor er der så ondt i verden? Appliceret på helbredelses- og forbønsdebatten: Hvis Gud kan helbrede én person, hvorfor helbreder han så ikke alle, der er syge? Det er spørgsmål, der ikke let findes svar på, men som venter på at blive behandlet. Men de ændrer ikke noget ved det faktum, at forbønsundersøgelser som disse, publiceret over en bred kam af anerkendte lægetidsskrifter, er et udtryk for, at miraklernes tid slet er ikke forbi, tværtimod. Mennesker oplever også i dag mirakler som meningsfulde møder mellem Himmel og Jord, sådan som mennesker har gjort det før i tiden.
Tro og sekularisering
Det er miraklernes fascination og underholdningsværdi, som skaber den bredeste interesse for dem. Det er en interesse, der også giver liv og næring til megen fiktion, hvor mysteriet er en af fortællingens væsentligste livsnerver. Mirakelfortællingerne får næring fra den samme fascination, men går et skridt videre. De er hændelser fra det virkelige liv og dermed mere end fiktion. Der, hvor miraklerne imidlertid synes at rejse den mest grundlæggende og glø-dende debat, er netop spørgsmålet om, hvorvidt mirakler og moderne videnskab overhove-det kan have noget med hinanden at gøre. Teologien begynder ikke blot der, hvor naturvi-denskaben ophører. Der er meget diskussionsstof på fælles vandring.

Back to list