"Gå i kloster!" lod Shakespeare Hamlet sige til Ofelia. Og hun fulgte opfordringen. Den opfordring er der ikke mange, der følger i vore dages Scandinavian.

Martha Cavallin, en køn og kvik, men ellers ganske almindelig 19-årig pige, er blevet noget af et fænomen i medierne i Sverige. Hun har været med i fire forskellige fjernsynsudsendelser, flere radio-stationer og utallige avisartikler, og de fleste svenskere, der følger blot det mindste med i medierne, kender hendes navn. Den megen interesse omkring hende har ført til, at Marthas familie til sidst måtte sige nej til flere interviews. Interessen skyldes én enkelt ting: Martha Cavallin går i kloster. Ikke et hvilket som helst kloster, men det strengeste i norden, karmelitklostret i Glumslöv, 10 kilometer fra Helsingborg i Sverige.

Eksistens" udsendte medarbejder, der gennem flere år har været nær ven af familien Cavallin, havde lejlighed for at møde Martha i et interview, inden dørene ind til klostret den 1. oktober 1997 på malerisk vis åbnede sig, lukkede Martha ind, for siden at igen at lukke sig bag hende. Dørene til det kloster, der vil være hendes hjem resten af hendes dage.

Ni børn

Samuel og Stella Cavallin er mor og far til ni børn. Familien har de sidste femten år boet på en stor og smuk svensk gård, i nærheden af Eriksberg, som er en gammel vikingehøjborg, liggende godt 40 km. fra Göteborg i Sverige. Gården ligger meget afsides. Når man nærmer sig den allé, der fører op til Gården, er asfalten for længst blevet skiftet ud med en grusvej. Den nærmeste købmand, der tillige er områdets benzintank, ligger godt 15 km. fra gården. Samuel og Stella har drevet landbrug i godt 30 år. Den ældste af børnene, 28-årige Clemens Cavallin, er med konen, Nathalie, netop selv flyttet fra Göteborg til et hus i nærheden af gården. De to har allerede selv tre børn.

Samuel er egentlig uddannet jurist, men besluttede sig efter to års juridisk arbejde at tage en kort agronom-uddannelse for at blive landmand. For to år siden afbrød han imidlertid atter sit professionelle liv ved at søge om et doktorat-stipendium i strafferet ved det juridiske fakultet i Lund, hvilket universitetet bevilgede ham. Stella og Samuel solgte køerne og Samuel fortsatte sin løbebane som akademiker. Samuel er imidlertid også diakon i den katolske kirke. Som diakon har man mange af de samme rettigheder, en katolsk pater også har. Man kan gifte folk, døbe børn, uddele nadver og prædike i kirken. Og så har man altså mulighed for at have familie, hvilket jo ikke er tilfældet for den katolske præst, der er kaldet til at leve i cølibat.

Farvel til sit hidtidige liv.

Her på denne gård i den smukke svenske natur er Martha vokset op sammen med sine søskende og dyrene på gården. Martha er en habil rytter, og har hidtil sammen med søsteren Helena haft ansvaret for gårdens tre heste.

Bag den store lade ligger en lille sø med en monet-agtig hvælvet bro, og en sen aftenstund i den svenske sommer, hvor aftentågen står hen over søen og markerne, føler man sig hensat til en af Astrid Lindgrens mange eventyr.

Alt dette har Martha sagt farvel til. Og ikke nok med det. Hun har også for altid sagt farvel til muligheden for selv at realisere drømmen om familie og om et hjem á la det, hun selv er vokset op i. Ikke underligt, at svenskerne undres. Det gør de danskere, der kender Martha også. Og alligevel gælder det for alle, der har mødt Martha, at netop mødet med hende synes at give mening til hendes så radikale valg.

En speciel person.

Martha er et meget roligt menneske med en varm og smittende udstråling. Hun er flere gange blevet indbudt til at tale til forskellige kirkelige forsamlinger. Folk, der har hørt hende tale om sit valg, beretter alle, at mødet med hende gjorde indtryk, og at det, hun sagde, gik ganske dybt. Dette skyldes måske alvoren i hendes valg. En person, der vil ofre hele sit liv for noget, må virkelig brænde for det og have noget vigtigt at sige om det. Men der er derudover noget i Marthas person, der gør, at man føler sig veltilpas i hendes nærvær og gerne vil høre, hvad hun har at fortælle. Der findes en autoritet i Marthas spæde gestalt, som flere end blot hendes små søskende har bemærket. Hun taler vel og ved, hvad hun vil. Selvom hun er ung, er hendes beslutning om at gå i kloster, velgennemtænkt.

Stella, Marthas mor, beretter om hende, at hun siden hun var helt lille har været en speciel person. "Martha har altid været noget særligt, ikke kun i forhold til sine kammerater, men også i forhold til sine søskende. Hun har en utrolig fornemmelse for andres behov. Hun er en person, der har oplevet, at det er bedre at give end at tage. Uden at man har lagt meget mærke til hende, har hun i høj grad været med til at bære hverdagen og gøre den lettere med sin hjælpsomhed. Hun er meget følsom, også selvom hun er stærk. Det påvirker hende meget, hvis der er ufred omkring hende.

Hårdt for familien.

Selvom Marthas mor, Stella, selv er dybt troende, mærkes det tydeligt, at tanken om at tage afsked med Martha er langt fra let for hende. "Nej, det er klart, det ikke er let at tænke på. Jeg ved jo, det er det, hun vil og er også overbevist om, at hun vil blive lykkelig i klostret. Men alligevel føles det jo for os som om hun vil dø, som om vi mister hende for altid. Hun vil aldrig være omkring os på samme måde. Vi kan ikke blot stå tidligt op en morgen og drikke morgen-the sammen.

"Samuel, Marthas far fortsætter: "Nej, tanken om, at Martha om kort tid går i kloster, minder mest af alt om fuldstændigt sløseri af et menneskeliv. Hvis Gud ikke findes, er det offer, Martha giver, meningsløst. Så har det ingen som helst mening."

Alle store valg koster.

Martha og jeg slentrer stille og roligt fra hovedhuset over gårdspladsen hen mod gårdens kapel. "Det har far bygget" siger Martha stolt, og man må da også indrømme, at kapellet er kønt som det står der på pladsen med rødt tag og et lille klokke-tårn, der flittigt bliver brugt, hver gang der ringes til fælles bøn.

"Oplever du det ikke som et meget stort og uoverskueligt valg, du har truffet?"

"Jo, det er klart, at mit valg er meget fundamentalt. Jeg binder mig jo for resten af livet, og kender ikke mange andre, der har truffet det samme valg, som jeg.

Klosterlivet ikke ukendt

Omvendt må jeg sige, at der er visse ting, der gør, at jeg oplever min indtræden i klostret som en naturlig udvikling. Jeg kommer jo fra en meget religiøs familie. Min far er diakon i den katolske kirke. Vi har altid haft kapel på gården og har i over tyve år bedt mange af de samme bønner, man beder i klostret, de såkaldte tidebønner. Tidebønnerne bedes i alle katolske klostre over hele verden. Man læser nogle salmer fra det gamle testamente og siger nogle bønner. Selvom min mor og far altså ikke valgte at gå i klostre, har de i de sidste tyve år været fast knyttet til karmel-klostret. De har for tyve år siden aflagt evige løfter som læg-karmeliter."

"Hvad vil det sige?"

"At være læg-karmelit er en gammel tradition indenfor den katolske kirke. De fleste nonne- eller præste-ordener giver mulighed for, at man kan knyttes til ordenen på speciel måde, selvom man er gift. På den måde kan man også være læg-franciskaner eller læg-benediktiner. En læg-karmelit er altså ikke indenfor klostrets mure. Han eller hun lever uden for klostret, som regel i familie, men aflægger på samme måde, som også vi gør det de tre evige løfter om fattigdom, kyskhed og lydighed. Løfterne har blot ikke helt de samme konsekvenser som indenfor klostret."

"Så det du siger er, at du via din familie allerede ved en del om, hvad det vil sige, at leve i kloster?"

"Ja. Alle i min familie er meget troende. Den eneste undtagelse var en af mine storebrødre. Han var familiens sorte får og levede et meget udsvævende liv med megen alkohol som rock-musiker. Vi var ret bekymrede for ham, men han vendte tilbage til troen for nogle år siden."

Et kald, der stille er vokset frem.

Martha ler, når man spørger hende om, hvordan hun kom på, at hun ville være nonne. Det mærkes, at hun har fået det spørgsmål før. "Folk forventer altid et eller andet med lyn og torden, en himmel som åbner sig og en Gud, som stiger ned fra sin sky for at tale med tordnende røst. Sådan var det ikke for mig", siger Martha. "Det er en beslutning, der er modnet under de sidste tre-fire år. Der findes kun en måde, at finde ud af, om man er kaldet til at gå i kloster eller ej: Man er nødt til at prøve. For to år siden havde min søster Helena og jeg muligheden for at tilbringe to måneder hos Birgitta-søstrene i Vadstena i Sverige, hvor vi hjalp til i gæstehjemmet. Det var her, jeg traf beslutningen om at gå i kloster. Sidste sommer var jeg så i karmel-klostret med en anden søster, Klara, og her gennemførte jeg det såkaldte præpostulat - en prøvetid, hvor man ikke afgiver nogen løfter."

"Hvad sker der, hvis du kommer på andre tanker, når du er gået i kloster?"

"Når jeg til oktober træder ind i klostret afgiver jeg ingen løfter. Jeg kommer til at leve som nonne på lige fod med de andre, men de evige, endelige løfter aflægges først efter, at man har været i klostret i seks år. I disse seks år har man ikke ved nogen løfter bundet sig til klosterlivet, og man er frit stillet til at forlade det, hvis man finder ud af, at man alligevel ikke er kaldet til det. Så vender man tilbage til et liv i verden. Men det er nu de færreste, der ombestemmer sig, når de først er kommet ind i klostret og har smagt på den ånd og ro, der hersker i klostret." Martha smiler hemmelighedsfuldt, og man fornemmer, at hun taler af egen erfaring.

Tvivl.

"Kommer du aldrig til at tvivle på, om du har valgt ret?"

"Jo, det er klart, at det går op og ned med følelserne ind imellem" siger hun, og sidder stille en lille stund og tænker sig om. "Men man ikke leve som et strå for vinden! Folk er så bange for l ivslange valg. Jeg synes, det virker som om, at folk ikke en gang kan gifte sig mere, uden at skilsmissen står som en mulig udvej, hvis ægteskabet skulle blive anstrengende. Vælger man en ting, så indebærer det, at man afstår fra noget andet. Det tror jeg gælder for de fleste store valg. Hvis to mennesker vælger at blive gift, indebærer det også, at de må tage hensyn til hinanden og give ofre, hvis ægteskabet skal fungere."

Marthas lillebror, Emanuel på fire, kommer løbende efter os. Han er en kvik lille fyr med en livlig fantasi. Han kan fortælle en hel del interessante detaljer om Himlen, bl.a. om, at Englene fik vinger ved, at Gud sømmede dem fast på ryggen af dem, og at det er derfor, at de kan flyve. Han ved også besked om, at Martha skal i kloster. "Hun forsvinder snart", som han siger.

Martha og omverdenen.

Vi taler om, hvordan det er at være katolik i et land, hvor de fleste er protestanter. "En stor forskel er nok, at vi ikke tror på frie forhold. Vi tror på ægteskabet. Vi tror ikke på sex før ægteskabet; vi er imod præventivmidler og imod abort. Folk her i omegnen synes vist vi er lidt underlige, men det skyldes nok mest af alt, at vi er så mange!" siger hun med et smil.

"Hvordan reagerede dine skolekammerater på din beslutning?"

"Alle på skolen ved jo besked om det valg, jeg har truffet. Da vi var mindre kunne jeg og mine søskende godt blive drillet lidt, fordi vi var anderledes og ikke ville være med på hvad som helst, men nu oplever jeg en stor respekt og forståelse. Folk er meget interesserede, og spørger mig ofte om min mening, når vi diskuterer forskellige emner."

"Har du aldrig været forelsket?"

"Jo, det har jeg vel; flere gange oven i købet. Men aldrig sådan rigtig alvorligt. Da jeg kom i den alder, hvor kærligheden virkelig begynder at blive seriøs, havde jeg allerede truffet beslutningen om at blive nonne."

Livet i klostret.

Karmelitordenen er en af de strengeste katolske nonne-ordener. Det meste af tiden indenfor murene tilbringes i fuldkommen tavshed. Man har kun lov til at tale sammen en time efter frokost, og siden igen en time om aftenen. Ellers tavshed. "Men det er ingen tom tavshed," fortæller Martha. "I tavsheden møder man Gud. Tavsheden giver os mulighed for at opnå den indre ro, der hjælper os at synke ind i sjælens dyb, hvor Gud hviler. Tavsheden er det rum, hvor det er lettere at møde Gud. Jeg oplever mange af vore regler i klostret som hjælpe-regler. For eksempel det, at vi ikke taler udenfor de bestemte tidsrum. Det kan virke meget strengt, men det giver os en mulighed for virkelig at leve i konstant bøn. Hvis ikke der ville være en regel om tavshed, ville det forekomme meget ukærligt, hvis en søster, der ønskede tavshed, ikke svarede på et spørgsmål fra en anden søster. Reglerne giver os frihed."

Søstrene har kun meget lidt kontakt med omverdenen. Der er ingen TV, ingen radio, ingen aviser. "Vore informationer om omverdenen får vi via vore brødre, kamelitmunkene, som bor 30 km. fra vort kloster". Kontakten med de pårørende foregår via brev. Hver 14. dag skal de unge søstre skrive hjem til deres familie. Besøg får de kun godt syv gange om året. Besøgene foregår i bestemte værelser, og samtalerne foregår med et gitter som adskillelse. Undtagen når det er den nærmeste familie, der er på besøg. Så skubber man gitteret til side. Nonnerne er næsten selvforsynende. De madvarer, klosterhaven ikke kan levere, bringes udefra. Kød spiser man ikke.

Formålet med adskillelsen.

"Hele adskillelsen fra resten af samfundet, ligesom også tavsheden og nonnedragten, har ét bestemt formål: Det er for at vi skal kunne vende alle vore tanker mod Gud. Det er ikke noget negativt og tomt, men noget positivt. Det skal fremme bønnen".

Og søstrene beder seks timer om dagen. "Der er flere bevæggrunde for det at gå i kloster", fortsætter Martha. "En af dem er, at man ønsker at lukke af for larmen fra verden. Man bliver i dag bombarderet med informationer døgnet rundt, og en del af formålet med klostret er at bygge en ramme, der garanterer, at sjælen ikke konstant bliver bombarderet med indtryk. Det er for at kunne rette alle sine fysiske og psykiske kræfter mod Gud. Jeg elsker Gud mere end noget andet, og det er af kærlighed til ham, at jeg har valgt at gå i kloster. Det er for at følge ham og leve så nær til ham, som muligt."

"Nogle ville måske sige, at klosterlivet er meget selvfikseret. Er det ikke bedre at anvende sin energi på mennesker, der trænger til vor hjælp?"

"Jeg oplever ikke det at gå i kloster som en bevægelse bort fra verden. Tværtimod tror jeg, det er en bevægelse ind i verden, men bare på et dybere plan. Der findes mange forskellige kaldelser til at tjene andre mennesker. Nogen er kaldede til at stifte familie. Hvis alle var kaldede til at gå i kloster, ville der jo snart ikke være flere mennesker på jorden," ler hun. "Andre er kaldede til at være missionærer eller til at tage sig af de syge og fattige som Moder Teresa og hendes søstre.

En tjeneste for verden.

Vi i de kontemplative klostre føler os kaldede til at bede for verden. Verden har brug for os. På en måde giver det at gå i kloster kun mening, hvis man virkelig også tror på, at bønnen er en kraft, der gør godt for verden. Men jeg tror på og har oplevet denne kraft. Nogle har kaldet os nonner, der går i forbøn for verden, for kirkens hjerte. Bønnen er pumpen, som pumper blod ud i kroppen, og bøn er noget, der angår os alle.

Bøn er en samtale med Gud. Den, som man elsker utrolig meget, vil man jo tale meget med. Og bønnen virker ikke bare mellem Gud, og mig, som beder. Den flyder ud over hele verden; den bærer verden frem."

Klosterkaldet som et ægteskab.

Martha elsker Gud på en sådan måde, at hun ikke oplever sit offer som sløseri. Men hvad med Gud selv? Er han glad for, at en ung kvik pige vælger at ofre sit liv helt for ham?

"Ja, han må da vel blive jätteglad, ligesom en person bliver glad, når en anden, som denne person elsker, vil give sig helt og for hele livet".

"Du tænker på ægteskabet..."

"Ja, jeg oplever det, at være nonne som at leve i en slags ægteskab med Gud. Jeg elsker Gud mere end noget andet i verden."

I Himlen for gode gerninger?

"En god lutheraner ville jo nok sige, at det du går ind til, er en slags gerningsretfærdighed - at du prøver at komme i himlen ved hjælp af en masse gode gerninger."

"Jo, men sådan ser jeg ikke på det. Jeg ved jo, at vi aldrig kan gøre os fortjent til Gud. Men det er egentlig heller ikke problemet. Jeg tror på, at Gud elsker os, præcis sådan som vi er. For mig handler det ikke om, at få en billet til himlen. Det vi som nonner søger at gøre, er at realisere det, som himlen handler om. Vi tror på, at det, der gør himlen til en himmel - det, der gør den så lykkelig - er enheden med Gud, og det er denne enhed vi søger at leve i her på jorden. Vi søger på en måde at foregribe det, himlen handler om. Vi søger at få himlens virkelighed til at blive til virkelighed allerede her på jorden - enheden med Gud."

"Hvad havde du tænkt dig at gøre, hvis du ikke var gået i kloster?"

"Ja, så havde jeg vel stiftet familie og levet et liv måske som bonde. Jeg ville vel gerne have giftet mig og få børn."

"Men er du aå ikke ked af, at du aldrig vil kunne få familie? Egne børn?"

"På en måde, måske, men jeg får noget andet i stedet. Som jeg sagde før - visse ofre må man gøre i livet," siger Martha. "Men det er jo ikke sådan, at jeg er ulykkelig over at jeg skal gå i kloster. Tværtimod! Jeg kan give hele mit liv til Gud. Det er jeg utrolig lykkelig over!"

En karmelitnonnes hverdag:

Vækning kl. fem om morgenen. I seng kl. ti. Derimellem bøn og arbejde i stilhed. Sådan ser hverdagen ud for nonnerne i klostret i Glumslöv. Her er deres dagsplan:

05:00 - vækning.

05.30 - laudes - dagens første tidebøn.

06.00 - morgenmad. Indtages i stilhed.

06.45 - indre bøn

07.45 - terts - dagens anden tidebøn.

08.00 - messe

08.45-10.30 - praktisk arbejde - syning, vask, havearbejde - i tavshed.

10.30 - åndelig læsning.

11.25 - sekst - dagens tredje tidebøn. Procession til reflektoriet, hvor frokosten indtages i stilhed. Nogle søstre læser højt.

12.30 - rekreation. Søstrene samles for at lave håndarbejde og for at snakke sammen. Middagshvile.

14.00 - non - dagens fjerde tidebøn. Herefter praktisk arbejde i stilhed.

17.00 - indre bøn.

Back to list